Børnene med i køkkenet: Havregrynskugler med marcipan

Børnene med i køkkenet: Havregrynskugler med marcipan

Weekenden står for døren og i morgen, når ungerne er hjembragt fra deres instutioner, håber jeg at kunne lokke Osvald til at trille havregrynskugler med marcipan sammen med mig.

Det er altid hyggeligt at lave mad (eller konfekt) sammen – i hvert fald, når vi har god tid til det. Derfor har jeg blandet massen her til aften. Så har vi nemlig bedre tid til at stå og forme kuglerne og trille dem i pynt i et tre-årigt barns tempo i morgen.

Jeg har naturligvis snydt og trillet et par håndfulde, som vi voksne kan prøvesmage. Den første halvdel er allerede væk, og inden vi går omkuld med Netflix og den anden halvdel af havregrynskuglerne, kan jeg lige nå at dele opskriften her på bloggen.

Og nej – måske burde jeg ikke have puttet alkohol i, når nu kuglerne skal være børnevenlige. Men det sætter altså lige prikken over i’et, komplementerer marcipanen perfekt og giver lidt mere dybde i smagen.

Det skal du bruge til 50-60 havregrynskugler med marcipan

  • 120 g marcipan
  • 200 g fintvalsede havregryn
  • 100 g blødt smør
  • 5 spsk. sukker
  • 5 spsk. kakaopulver
  • ca. 1,5 spsk. mælk
  • 1 skvæt sherry eller portvin (kan udelades)
  • 3-4 spsk. frysetørrede hindbær, hasselnødder eller andet drys

Havregrynskugler med marcipan

Sådan gør du

Riv marcipanen groft

Bland alle ingredienserne og tryk det hele godt sammen. Brug hænderne eller en røremaskine med K-spade

Juster konsistensen med lidt mere mælk, hvis massen er for tør eller lidt mere havregryn, hvis massen er for fugtig

Havregrynskugler med kakao

Blandingen holder sig fint i køleskabet en uges tid og kan også fryses. Men når først kuglerne er trillet smager de bedst i løbet af de første par dage

Form mundrette kugler og tril halvdelen af dem i finthakkede hasselnødder og den anden halvdel i frysetørrede hindbær

Du kan også trille kuglerne i f.eks. finthakkede pistacienødder eller lakridspulver

Havregrynskugler opskrift

Opbevar de færdige kugler i køleskabet og tag dem ud 10 minutter før de skal spises, så de har en fast konsistens, men ikke er helt køleskabskolde

En anden favorit, når Osvald og jeg laver mad sammen er muffins i forskellige varianter eller bananpandekager.

Follow:

4 Comments

  1. 17. marts 2017 / 17:59

    Portvin og marcipan i havregrynskugler!! Det lyder helt genialt godt.

    • 18. marts 2017 / 10:28

      Tak Emilie😄 de er nu afprøvet på husets yngste og var også en succes hos dem

  2. 17. marts 2017 / 8:08

    Tak😄 Ja, det er skønt med aktiviteter sammen, som både er hyggelige og resulterer i et velsmagende produkt👍 Kram til dig

  3. 16. marts 2017 / 22:38

    Ser lækkert ud. Mine unger elsker også at trille havregrynskugler og så smager de altså bare godt sådan nogle fætre. KRam herfra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *