Seneste indlæg

  • Katrine Klinkens skrubbe på en tirsdag

    Katrine Klinkens skrubbe på en tirsdag
  • 6 gode til campingturen

    6 gode til campingturen
  • Tærte med løg og tomater

    Tærte med løg og tomater
  • Malene og de supersunde tomater

    Malene og de supersunde tomater

Glimt af hverdagen fra barselsboblen med en 8 mdr gammel baby

Baby 8 mdr

Da jeg lavede mit seneste statusindlæg havde Selma lige lært at kravle. Hun farer nu hele huset rundt og rejser sig op ad alting. I begyndelsen kunne hun ikke komme videre, når først hun havde rejst sig og stak i stedet i et vræl efter nogle minutter. Efterhånden lærte hun at give slip og falde ned, hvilket også affødte en del skrig og skrål. Men nu kan hun bevæge sig rundt langs et bord eller kigge i en kasse og derefter sætte sig ned på numsen med det indhold, hun har gravet op. Så vi har fuldt fokus på at sikkerhedssikre hjemmet.

Baby 8 mdr

Hun rejser sig desværre også op, når hun bliver puttet. Så det kræver nogle heftige kampe at få hende til at sove både om dagen og natten i øjeblikket. Når Kristian kommer hjem fra arbejde og spørger mig, om jeg har haft en god dag, er mit svar ofte: “Næh. Men jeg overlevede – og det gjorde hun også”. Tigerspring, tænder på vej, uro i kroppen – det er en fase siger alle de kloge. En fase, som meget gerne må slutte snart.

Osvald og Selma er stadig meget glade for hinanden og bryder begge ud i store grin, når de får øje på den anden. Selma elsker at kigge på sin storebror, der leger, og han nyder at have en tilskuer. Dog kan Osvald godt blive temmelig sur, når Selma kravler hen og tager hans legetøj ud af hånden på ham. Vi prøver (med lidt skiftende held) at lære ham, at hun jo ikke forstår, at han legede med det eller kan tyde, at han beder hende lade være.

Baby 8 mdr

Tænder er der fortsat ingen af, og det er nok meget godt, for jeg ammer hende stadig 3-5 gange i døgnet. Jeg synes, at det er hyggeligt og har ikke lyst til at stoppe. Hun begynder dog at miste interessen, så jeg tror ikke, at det fortsætter længe endnu. Til gengæld er hun et madøre uden lige, der ivrigt fortærer alt, hvad vi giver hende. Hun er begyndt at kunne spise rugbrødsmadder, kartoffelbåde og gnavegrønt selv – og tilbringer en meget stor del af sin vågne tid i højstolen med et stykke mad i hånden (og et i munden og et på kinden – og en masse rester alle andre steder). Efter måltiderne skal vi være hurtige til at få ryddet gulvet, inden hun går på krummejagt under stolen.

Baby 8 mdr

Dagsberetningen, som følger her, er et par dage gammel, for som det fremgår, har jeg kun få ledige øjeblikke i løbet af en dag. Den har derfor taget et stykke tid at få griflet ned og tilsat billeder. Men således forløb min torsdag i barselsboblen med 8 mdr gammel baby:

Kan man mon snyde sig til lidt mere søvn?

Jeg vågner ved at Selma kravler fra sin seng og hen over mig. Klokken er 5:20 og lidt hurtig hovedregning fortæller mig, at jeg sammenlagt har sovet 4,5 time fordelt på 3 perioder hen over natten. Fuck. Det bliver (endnu) en hård dag, hvis hovedformål bliver at få tilkæmpet mig en lur.

Jeg forsøger at overbevise Selma om, at hun godt kan sove lidt længere, lægger hende til brystet og forsøger at holde hende tæt, så hun ikke fjoller rundt. Jeg prøver også at lægge mig på tværs af sengen imens jeg stemmer imod hendes seng, der står ved siden af vores. Det skaber et hjørne, som hun kan kravle rundt på, men hun kan ikke falde ud af sengen uden at passere mig. Det giver mig lige 10 minutter ekstra.

Kristian er rykket ind i gæsteværelset under én af nattens vågne perioder, men han står op sammen med os. Det er ganske hyggeligt, selvom vi begge går rundt som zombier imens Selma griner, pludrer og leger med maden. Kristian tager afsted kl.7 og en halv time efter går Selma og jeg ind for at vække Osvald. Han spiser morgenmad imens jeg putter Selma. Efter de obligatoriske kampe med tandbørstningen og at få ham til at iføre sig tøj og sko selv, kører vi afsted til vuggestuen og jeg krydser fingre for, at Selma ikke vågner imens.

Baby 8 mdr

Jeg får afleveret Osvald og sludrer lidt med én af pædagogerne, som fortæller, at Osvald skal starte i børnehave til november. Dén nyhed glæder jeg mig til at komme hjem og skrive til Kristian, men jeg når kun lige inden for døren før Selma vågner. Nå, så er hun forhåbentlig mere villig til at sove en lang middagslur, for jeg kunne virkelig godt tænke mig at få et hvil også. Der er kommet en levering fra Coop.dk og Selma har en fest med papkasserne imens jeg lægger varer på plads.

Baby 8 mdr

Efter bleskift, amning og lidt formiddagsmad – ovnbagt butternutsquash med hvidløg, skåret i tern, så hun selv kan spise dem – går Selma ombord i legetøjet. Jeg sætter mig ved siden af og går i gang med at skrive dette indlæg.

Baby 8 mdr

Så giv dog op!

Halvanden time og to stykker rugbrød med avocado og fisk senere begynder Selma at virke træt. Jeg forsøger at putte hende, men hun rejser sig igen hver gang. Sundhedsplejersken siger, at vi bare skal blive ved med at lægge hende ned, når hun rejser sig op. Hun er så træt, at hun næsten ikke kan holde øjnene åbne, men griber troligt fat i barnevognens kant og sætter sig op, få øjeblikke efter at jeg har lagt hende ned. 10 minutter… 30 minutter… 45 minutter… Efter en lille time giver hun endelig op og overgiver sig til søvnen. Undervejs har jeg flere gange måttet gå ind i huset for at skrige i en pude eller hamre en hånd i ind i væggen af frustration. Men nu sover hun og alt er godt!

Jeg jeg skynder mig at rydde op efter hendes frokost, spiser selv en hurtig rugbrødsmad og glæder mig ubeskriveligt meget til at lukke øjnene. Jeg når lige at sætte mit vækkeur (til en halv time – så kan jeg både få mig en power nap og slappe af med en kop te inden hun vågner), rykke babyalarmen ind i soveværelset og putte mig under dynen, da jeg hører hende pusle. Øv.

På den igen: bleskift, amning, snack til Selma og leg på gulvet. Jeg går i slikskabet og finder en æske fyldte chokolader fra Bogø. Marcipanen er tør, nougaten vammel og cremen for sød – men inden jeg får set mig om, har jeg alligevel fortæret det øverste lag. Der er ikke noget at sige til, at graviditetskiloerne sidder ekstra godt fast! Oprydning efter eftermiddagssnack er som altid en smule omfattende.

Baby 8 mdr

Baby 8 mdr

Jeg kan næsten ikke holde mig vågen, så vi begiver os ud på en gåtur. I begyndelsen sidder hun og kigger ud på verden, men da hun begynder at hænge med øjenlåg og krop lægger jeg hende ned. I begyndelsen rejser hun sig op hver gang vi har gået 5 meter, men ret hurtigt giver hun op og ligger stille.

Barselsboblen med 8 mdr gammel baby

Baby 8 mdr

Af frygt for at jinxe situationen tør jeg ikke stoppe barnevognens bevægelser lige med det samme. I stedet nyder jeg det gode vejr og fortsætter gåturen i en halv times tid inden vi returnerer til matriklen. Igen sætter jeg vækkeuret, tilkobler babyalarmen og hopper fuld af forventning ind i seng. “Dadadadada…” lyder det i babyalarmen lige inden jeg falder i søvn. For helvede, Selma. Nå, men klokken er 15:30, så der er ikke så mange timer tilbage af dagen, som der har været.

Ulvetimens redning: Peter Pedal

Selma og jeg kører ned i vuggestuen for at hente Osvald, og vi har en langsom gåtur hjem, hvor samtlige transportmidler, vi passerer, skal undersøges nærmere. Én blandt mange episoder i løbet af en dag, som egentlig kunne være rigtig hyggelig – hvis ikke det var for min konstante træthed, hovedpine og korte lunte.

Baby 8 mdr

Kristian er til en workshop i Aarhus og kommer først hjem efter aftensmaden. Mit mål for ulvetimen er derfor at pacificere begge børn. Osvald vil lege i haven, men for bedre at kunne holde øje med ham fra køkkenet griber jeg til det meget upædagogiske middel: Peter Pedal i fjernsynet og en skål med frugt og kiks. Det virker. Selma leger på gulvet ved siden af ham og jeg skynder mig at få lavet maden mens jeg kan. Og knapper en flaske rødvin op, imens jeg tæller minutterne til at Kristian kommer.

Baby 8 mdr

Baby 8 mdr

Det lykkes mig at få begge børn mætte og sågar selv få en smule indenbords. Da Kristian kommer kan han godt se, at jeg er lidt brugt, så han overtager børnene imens jeg går ind på et værelse og lukker døren i 10 minutter.

Jeg vender tilbage med en smule mere mod på aftenen, vi får ryddet af bordet og gjort børnene putteklare i fællesskab. Kristian tager Selma og jeg hygger med Osvald. Vi læser bog, synger – og jeg falder i søvn i hans seng. Efter kort tid vågner jeg dog af pylren fra Selmas værelse, så jeg bliver færdig med putningen, priser mig lykkelig for, at Kristian har overtaget hende og går i gang med at rydde op i køkkenet.

Klokken 20 er der ro, Kristian overtager køkkenet, og jeg fortsætter med at skrive på dette indlæg. En time efter er den dog gal igen – Selma står op i sin seng, griner og fjoller. Jeg skynder mig at børste tænder imens Kristian forgæves prøver at få hende til at sove. Da hun kommer til brystet falder hun til ro. Jeg kapitulerer også og erkender, at jeg ikke får noget ud af aftenen. Og er desuden nødt til at være forberedt på, at natten nok igen kommer til at byde på mange vågne timer. Til gengæld når jeg at sove næsten to timers sammenhængende søvn inden Selma igen står op nede i sin seng…

Jeg får en smule ondt i maven når jeg tænker på, at min barsel nærmer sig sin afslutning. Men jeg håber godt nok også, at denne her vil-ikke-sove-fase snart slutter, så jeg kan nyde det sidste af barselstiden lidt mere end jeg har nydt den seneste måned.

Print Friendly, PDF & Email
Nyhedsbreve fra Mad-til-mor
Vil du have inspiration til at lave simpel og sund hverdagsmad året rundt?

Hver måned sender jeg et nyhedsbrev, hvor jeg fortæller om sæsonens råvarer og giver dig tips til at bruge dem.

Du kan til enhver tid afmelde dig igen og jeg lover, at jeg ikke spammer dig med mails.

Når du tilmelder dig, får du samtidig min e-bog med 8 sundere varianter af familiens hverdagsfavoritter .

Follow:

12 Comments

  1. Lærke
    30. november 2018 / 13:25

    Det lyder som om, de minder meget om hinanden, indtil videre. Vi har lige været lidt ude at rejse og sådan, men nu sætter vi ind! Tak for svar, jeg tænker også, vi skal være lidt mere insisterende og ikke synes at det nu også er meget hyggeligt, at hun falder i søvn hos os.
    // Lærke

    • 2. december 2018 / 21:15

      Held og lykke med det. I skal nok få jeres nattesøvn tilbage – en dag😆😆

  2. Lærke
    12. november 2018 / 22:11

    Hej Line. Dit indlæg her er to år gammelt, men jeg blir nødt til at spørge alligevel: Hva pokker gjorde I, når hun blev ved med at rejse sig i sengen? Vi er i det lige nu med vores Selma, som lærte at kravle og rejse sig for tre uger siden. Vi forfalder til at lade hende falde i søvn i vores arme, ellers tager det over to timer med at lægge hende hende, kramme med dynen, sige “godnat, sov godt” osv – og så ender hun i vores arme alligevel.
    Jeg ved godt at du ikke er netsundhedsplejerske eller noget 😁 men ud af mange googlinger minder din beskrivelse mere genkendelig end de fleste andre jeg kan finde.
    Håber det går godt her to år efter.
    //Lærke

    • 13. november 2018 / 23:07

      Hej Lærke. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne give dig et gyldent råd til at knække den dér sove-kode. Det kan jeg desværre ikke – andet end at blive ved med at insistere på, at hun skal falde i søvn i sin seng, så hun efterhånden accepterer, at det er sådan, det er. Jeg ved udmærket godt, at det er lettere sagt end gjort. Jeg tror ikke, at vi gjorde ret meget andet end det, men det var dælme også hårdt imens det stod på. Måske gjorde vi også en ekstra indsats for at gøre det hyggeligt, dér hvor hun sover med bamser og alle mulige dingenoter (som sikkert er hamrende farlige ift. kvælningsfare), så hun i det mindste gad at blive liggende. Hvis det kan være nogen trøst, så bilder jeg mig ind, at den stædighed og selvstændighed (på godt og ondt:)), som hun allerede udtrykte på dette tidspunkt, er intakt og nok skal hjælpe hende frem her i verden. Held og lykke med det og jeg håber, at du nyder din barsel, trods alt! Kh Line

  3. 27. september 2016 / 13:28

    Det er en fase. Det er en fase. Det er en fase 🙂
    Åhh – kan altså godt huske de der perioder, hvor man bare var fuldstændig zombificeret af bare træthed. Det er benhårdt, men hvor er hun altså bare sød den lille – det hjælper jo unægteligt lidt på kårene. Håber du snart får udhvilet, søde Line. Kram D

    • Line
      Forfatter
      28. september 2016 / 14:11

      Tak Dorte, det er sødt af dig😃 Og ja, det ER jo svært at være sådan rigtig sur på hende, når hun ser så bedårende ud. Det må være et medfødt overlevelsesinstinkt😉 I nat har jeg faktisk sovet 7 timer med kun en enkelt lille ammepause undervejs, så jeg føler mig næsten som et menneske igen. Kram

  4. Lotte
    27. september 2016 / 13:22

    Den fase har nu varet i to måneder her hos os😨 Hvis du finder en måde at komme ud af den på, så sig til! Kh Lotte

    • Line
      Forfatter
      28. september 2016 / 14:08

      Uh, det lyder ikke rart Lotte! Vi har haft et par gode nætter nu, så jeg håber, at vi så småt er ved at være ovre på den anden side… Men man ved jo også bare, at det lynhurtigt kan gå den anden vej igen😱 Krydser fingre for, at det snart går den anden vej hos jer også. Kh Line

  5. Malou
    27. september 2016 / 12:09

    Åh, jeg husker godt den fase!! Hang in there – det GÅR over🤗 Som altid hyggeligt at følge med i jeres hverdag😊

    • Line
      Forfatter
      28. september 2016 / 14:06

      Tak for opmuntring og de søde ord😄

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tags