Eksperterne: Foodpreppede grøntsager er stadig sunde

Eksperterne: Foodpreppede grøntsager er stadig sunde

Hen over sommeren kører jeg foodprepping-tema her på bloggen. Jeg har fortalt om, hvordan du foodprepper og hvorfor det kan være en god idé. Jeg har dog ofte spekuleret på, om der stadig er noget sundhed tilbage i grøntsagerne flere dage efter, at de er blevet skyllet og hakket. Så det har jeg sat mig for at undersøge. Det korte svar er: Ja. Foodpreppede grøntsager er stadig sunde.

Hvad enten du køber dine grøntsager fra vejsideboden lige ved siden af dér, hvor de er høstet, eller i supermarkedet, sker der et tab af næringsværdi, så snart råvaren ikke længere er i kontakt med sin rod. Det er derfor, at frisk frugt og grønt – eller frugt og grønt, der f.eks. er frosset kort efter høst – altid er at foretrække.

Når du (eller en maskine) så går i gang med at bearbejde råvaren ved f.eks. at skrælle eller skylle den, taber den yderligere næring. Det er fordi den udsættes for bl.a. ilt og vand, som nedbryder nogle af de vitaminer og mineraler, grøntsagen indeholder. Jo større overflade (som der f.eks. er på små tern eller stave) – desto større næringstab. Men dels er det ikke alle vitaminer og mineraler, der er følsomme over for ilt og vand og dels er næringstabet ikke ret stort.

Det er altså marginalt sundere at spise en friskskrællet og -revet gulerod end at spise én, du gjorde klar i forgårs. Men det skal du jo så holde op imod sandsynligheden for, at du får spist dine grøntsager i hverdagen eller skipper den, fordi der ikke er tid eller overskud.

Nedenfor kan du læse, hvad eksperter i mikrobiologi og ernæring synes om foodprepping.

Korrekt opbevaring og temperatur er essentielt

De sædvanlige regler for almindelig køkkenhygiejne skal overholdes. Men derudover behøver du ikke at tage særlige hensyn, hvis du vil forberede råvarer til de næste 2-3 dage. Det fortæller Susanne Knøchel, som er professor i mikrobiologi ved Institut for Fødevarevidenskab og talsmand for Rådet for Bedre Hygiejne.

”Man skal altid gøre det i en rækkefølge, så man ikke sviner tingene mere til end nødvendigt. Det er et problem, hvis man har et spækbræt fyldt med jordrester, som man så bliver ved med at dynge ovenpå. Så tør spækbrættet af ind imellem”.

Du skal også tænke over, hvordan du opbevarer madvarerne. Gulerødder holder sig f.eks. friske og sprøde, hvis de ligger i koldt vand i køleskabet. Men når overfladen er våd, er der større risiko for, at en bakterie som listeria, spreder sig. Den er nemlig meget modstandsdygtig og kan sagtens vokse ved de 5 grader, der er i køleskabet.

”Brug nogle ordentlige bøtter, lad være med at lade tingene ligge og søbe i vand og gem dem ikke i 10 dage. Men der er ingen problemer overhovedet i at lade dem ligge i 2-3 dage”.

Susanne Knøchel anbefaler desuden, at du tjekker temperaturen i dit køleskab og holder den på omkring 5 grader. Derudover opfordrer hun til at preppe løs.

”Jeg gør det selv. Og jeg synes, at det er glimrende, at folk gør det. Især hvis det hjælper dem til at spise flere grøntsager”.

Du kan læse Fødevarestyrelsens guide til god køkkenhygiejne her: God køkkenhygiejne: Spred ikke bakterier og virus

Foodprepping giver overskud køleskab bokse

Foodpreppede grøntsager er sunde på trods af næringstab

Den holdning deler adjunkt ved Institut for Ernæring og Jordemoderkundskab Preben Vestergaard.

”Hvis du skyller grøntsagerne, plukker nogle buketter og lægger dem i en boks i køleskabet, så sker der ikke noget. Hvis du begynder at snitte f.eks. gulerødder i små stave, så vil der være et større næringstab. Men derfra og så til at sige, at det slet ikke er sundt, det er en helt anden sag. Selvfølgelig er det sundt at spise frugt og grønt, uanset om du har haft det liggende i køleskabet eller ej. Det er stadig bedre at spise det, end hvis du slet ikke spiser grøntsager”.

Også Preben Vestergaard anbefaler, at du opbevarer dine foodpreppede ingredienser i egnede bøtter.

”Mørkt, koldt og iltfattigt, det vil være det bedste. Så bliver næringsindholdet ikke påvirket i nævneværdig grad”.

Foodpreppede grøntsager er stadig sunde

Så altså: Følg de almindelige råd for god køkkenhygiejne og tænk over, hvordan du opbevarer dine forberedte madvarer. Så kan du ifølge eksperterne trygt foodpreppe, uden at det går ud over madens kvalitet og foodpreppede grøntsager er stadig sunde.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.