Friske forårsruller med and og to slags dip

Friske forårsruller med and og to slags dip

Mit take på en Mortens Aften menu i år er friske forårsruller med and. Det er skønne, små hapsere, som kan fyldes med det gnavegrønt, man nu har ved hånden og som ikke kræver meget arbejde i køkkenet.

Afhængigt af dine med-spiseres temperament kan du enten rulle forårsrullerne inden I spiser eller lade hver enkel middagsgæst lave sine egne ved bordet. Det er ret nemt, og min erfaring helt generelt er, at børn spiser med endnu mere glubende appetit, når de selv har sammensat det, der er på deres tallerken. Du kan sagtens lave det hele klar i god tid, så I har bedre tid til at hygge jer omkring bordet.

Wasabi er en stærk, japansk peberrodspasta med en spids smag, som jeg synes passer rigtig godt til de friske forårsruller. Desuden foreslår jeg en hoisin-dip, som er stærk på en mere afrundet måde.

Friske forårsruller er en sundere og mindre tung oplevelse end de klassiske. Men du kan sagtens dybstegt dem, brug en halv liter solsikkeolie og varm den forsigtigt op. Steg forårsrullerne i 2-3 minutter til de bliver gyldne. Tag dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir.

Spis de friske forårsruller som en forret eller sammen med f.eks. en tærte, en risret eller en suppe.

Det skal du bruge

Fyld til forårsrullerne

  • 1 andebryst, ca. 300 g
  • Salt og peber
  • 70 g hvidkål
  • 1 hjertesalat
  • 1 agurk
  • 1 avocado
  • 4-5 mellemstore gulerødder
  • 1 bundt koriander

Wasabi-dip

  • 1 spsk. wasabipasta
  • 3 spsk. creme fraiche

Hoisin-dip

  • 1 spsk. frisk ingefær
  • 0,5 spsk. frisk rød chili
  • 2 fed hvidløg
  • Saften fra en limefrugt
  • 3 spsk. hoisinsauce
  • 2 spsk. soja
  • 1 spsk. sesamolie
  • Et nip sukker

Desuden

  • 12 ark rispapir
  • 1 limefrugt

Sådan laver du friske forårsruller med and

  1. Lav 6-7 snit igennem fedtkanten på andebrystets skindside. Snittet skal gå helt ind til kødet. Krydr med salt og peber.
  2. Læg andebrystet på en lille, kold pande med skindet nedad og tænd for varmen. På den måde får du et tyndt og sprødt fedtlag, fordi fedtet langsomt varmes op og løber fra.
  3. Steg brystet ved middelvarme i 17-20 minutter (afhængigt af tykkelsen) på skindsiden. Vend det og steg videre i 4-5 minutter. Lad andebrystet hvile under et rent viskestykke i 5-10 minutter, inden du skærer det i skiver. Fjern evt. skindet, hvis du vil spare på fedtet.
  4. Bland wasabipasta og creme fraiche. Rør det godt sammen, til der ikke er flere klumper.
  5. Lav hoisindippen: Skræl ingefæren og riv den fint. Skyl chilien og hak den fint. Pres hvidløget. Bland alle ingredienserne og smag til med sukker og soja.
  6. Snit hvidkålen i strimler. Rengør grøntsagerne og skær dem i tynde stænger eller mundrette bidder. Lad dog hjertesalaten forblive som blade, så kan de hjælpe med at holde sammen på fyldet.
  7. Hæld lidt kogende vand i et fad eller en tallerken med høj kant (diameteren skal være mindst lige så stor som rispapiret). Dyp et ark rispapir i vandet i ca. 10 sekunder, tag det op og læg det på et skærebræt. Læg en lille smule fyld på, fold den ene kant ind over fyldet og rul en omgang rundt. Fold så siderne ind og rul resten af vejen rundt.
  8. Skær limefrugten i både og dryp lidt saft over ved servering.

Er du på jagt efter en mere traditionel Mortens Aften menu, så har flere af mine bloggerkollegaer fra blogfællesskabet Bloggers by Heart gode bud. Se f.eks. Tines helt traditionelle andesteg med klassiske sauce eller Fies sprøde og møre andebryster med syrlige løg and all that jazz. Du kan selvfølgelig også bruge Olivias metode, som er at forsøge at vinde en menu hos én af de mange restauranter, som i øjeblikket udloddet sådan én.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.