Fysiomor sover sig til overskud og er fortaler for mindre træning, men mere bevægelse

Fysiomor sover sig til overskud og er fortaler for mindre træning, men mere bevægelse

Da jeg sendte en mail til Tina Stephansen aka Fysiomor for at spørge, om hun havde lyst til at deltage i min serie om Sundhed i hverdagen, kom der en autoreply retur. I den takkede hun for mailen og lovede at læse og besvare den hurtigst muligt. Det er der ikke meget usædvanligt i. Men i autoreply’en skrev hun også, at hun har taget en bevidst “unplug beslutning” om kun at tjekke mail og firmatelefon på hverdage imellem 08.00 – 15.00. Det er fanme en god idé, flere af Fysiomors slags, tak!

I det lovede tidsrum vendte hun heldigvis tilbage og svarede, at hun gerne vil dele sine perspektiver på sundhed og hvordan hun praktiserer det i hverdagen. Tina har gennemført et hav af spændende uddannelser for at dygtiggøre sig inden for krop og bevægelse. Hun er fan af at gøre livet simpelt og brænder især for at hjælpe mødre med genoptræning, efter at de har født.

Da Tina selv fik børn, var det hendes personlige startskud til bevidst at opgive den dårlige samvittighed over bestemte kost- og træningsprincipper. I stedet for at kontrollere og diktere hendes adfærd, blev de kategoriseret som spild af tanker.

Tina vil gerne have os til at tænke mere i bevægelse i stedet for at tænke træning. I indlægget fortæller hun, hvordan dette også indbærer en Beer Walk. Du kan desuden få svaret på, hvordan hun ville forkæle sig selv og andre til mere sundhed, hvis penge slet ikke var et issue. Og så kan du læse, at hun sørger for at spise noget usundt, praktiserer det, hun kalder oxytocin-meditation og om, hvorfor et af hendes yndlingscitater er ”Livet er balancen mellem hvile og bevægelse”

Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og dit forhold til sundhed?

Jeg hedder Tina og har www.fysiomor.dk

For over 20 år siden blev jeg uddannet bevægelsespædagog, og det lagde faktisk hele kimen til alle de uddannelser jeg tog bagefter som fysioterapeut, pilates instruktør, kostvejleder, kranio sakral terapi og kurser i ernæringsterapi, akupunktur, TRX, bindevævstræning – og behandling.

Min passion ligger i genoptræning af mødre efter fødsel (se mere på www.deltemavemuskler.dk som er ved at blive færdiggjort), restorativ yoga, FysioYoga til hensyntagende målgrupper og formidling af simpel ”gør det selv” sundhed.

Jeg tror på at vores krop er vores fitnesscenter, og diverse træningstrends og redskaber er overflødige. Er stor fortaler for mindre træning men mere bevægelse.

Mit forhold til sundhed er ret lavpraktisk af tre årsager:

Jeg er tidligere stærkt overvægtigt (vejede 100 kg), og jeg har været på ALLE typer slankekure der fandtes. Da jeg gav slip på dem overtog kostreligioner, som jeg ikke forstod dengang også var en måde at kontrollere min spisning på. Alt lige fra veganer til stenalderkost

Så blev jeg mor til en pige i 2014 (har også en dreng fra 2012). Det at skulle til at opdrage en pige i vores verden, som desværre er blevet overhypede med kostreligioner, kropsidealer og sundhed som visitkort, begyndte jeg at tænke meget kraftigt over hvad jeg selv stod for. Så jeg besluttede at slippe alle religiøse forhold til mad og sundhed

Og så er jeg altså bare kæmpe fan af at gøre livet simpelt. Nogen gange kan jeg godt grine lige ud i luften over, hvor kompliceret vi stræber efter at gøre alt

Hvornår føler du for alvor, at du har gjort noget godt for din sundhed?

Når jeg har sovet nok og godt nok. Mangel på søvn driver mig simpelthen til vanvid. Det er nummer et.

Og med den faglige viden jeg har om søvnens betydning for både børn og voksne, er det bare endnu mere vigtigt for mig. Alt for mange undervurdere vigtigheden af søvn og hvile, og et af mine yndlingscitater er: ”Livet er balancen mellem hvile og bevægelse” af Osho.

Naturen er også noget der booster min sundhed. Både det at gå ture alene eller sammen med andre. Tilbage i oktober gik to veninder og jeg vores første ”Beer Walk”, hvor vi havde specialøl med i rygsækken, og vandrede ca. 25 km i silende regn. Det var så fedt!

Det at grine og kramme med mine børn, sidde og indsnuse deres duft og mærke deres varme hud. Det er ren ”oxytocin-meditation”.

Og selvfølgelig betyder kostens næringsindhold også en hel del for hvordan jeg har det både fysisk og psykisk. Jo flere grøntsager jeg får indenbords, jo bedre fungerer min krop helt sikkert.

Når det hele sejler – hvad er så det sidste, du holder fast i, rent sundhedsmæssigt? 

Min søvn! Jeg sover mig til overskud. For uden det kommer resten ikke på rette køl igen. Den gamle talemåde med, at når du har sovet på det, ser det hele anderledes ud er altså true shit.

Og så gør jeg noget ret modstridende af hvad de fleste ville tænke var en god ide. Men jeg sørger for at få noget usundt. Evt. chokolade, kage eller andet. For det afholder min gamle indre overspiser i at gå fuldstændig bersærk og trøste mig gennem stormen.

Hvis penge slet ikke var et issue – er der så nogle sundhedsfremmende aktiviteter, du ville prioritere højere, end du gør nu? 

For min familie og mig selv ville jeg rejse meget mere. Introducere mine børn for klodens fantastiske natur, mad og bevægelsesformer. Tage på wellnessweekend én gang om måneden med veninder. Have en ølkælder og et vildmarksbad i haven.

For andre ville jeg lave gratis sundhedshuse, hvor mindre bemidlede gratis kunne komme og få kvalitetsbevægelse – og behandling. Specielt de familier som har børn med speciel behov, men ikke har råd til fx kugledyne, afstressende behandlinger eller brug for hjælp til ernæringsterapi.

Er der nogle sundhedsråd, trends eller tendenser, som du med fuldt overlæg blæser på?

Alle kostreligioner – lige fra Sundhedsstyrelsen til detox – har noget jeg ikke bryder mig om. Nemlig at der kun er én rigtig måde at spise på.

Både studier og erfaringer viser, at det ikke er så firkantet, og den spændende britiske dokumentar i to dele fra 2014 ” World’s Best Diet” med værterne Jimmy Doherty og Kate Quilton understregede det endnu mere.

De rejste rundt i 50 lande for at finde verdens sundeste kost. Overordnet kom de frem til at uforarbejdet mad med højt indhold af grøntsager, gode fedtsyrer, fisk, fuldkorn, naturoplevelser og søvn var nøglen. Island blev vinderen.

Men der i mellem var mange lande sunde på hver deres måde, og vores gener er bare gearet til at leve af den kost der har været i det miljø hvor vi voksede op.

Og ”Nordens middelhavskøkken” passer mig ganske fint som daglig kost.

Har du nogle vaner eller tilbøjeligheder, som giver dig dårlig samvittighed?

Travlhed, og specielt den der stammer fra dårlig planlægning. For det går ud over min familie i form af stressede adfærd.

Men ikke i kost – eller træningsafdelingen. Det opgav jeg helt bevidst da jeg fik børn, da jeg fandt ud af at det var spild af tid og tanker.

Fysiomor Sundhed i hverdagen

Hvad er dit bedste råd til at få proppet lidt sundhed ind i en travl hverdag?

Helt lavpraktisk ville det være at trække vejret dybere, spis flere grøntsager og bevæg dig noget mere.

Det lyder nok lidt svævende, men det er faktisk ret simpelt. At få fokus på åndedrættet kan gøres gennem korte afspændinger inden sengetid. Mere grønt kan klares ved at der laves en masse gnavegrønt par gange om ugen, hvor der bare kan opbevares i køleskabet i lufttæt beholder.

Så er der det med bevægelse. Her mener jeg altså ikke træning, men bevægelse. Du kan (hvis muligt) stå en halv time op før du plejer, og gå tur. Enten udenfor eller foran tv’et til nyhederne eller din ynglings serie.

Vi går mange ture som familie, og vores intention er at få gået 30 minutter efter aftensmaden sammen.

Ellers løbe på stedet under reklamerne, mens pastaen koger eller ved kopimaskinen. Smide dig på gulvet i ulvetimen med ungerne og lave akrobatik.

Har du nogle bud på, hvordan vi bedst kan forbedre danskernes generelle sundhedstilstand?

Jeg er kæmpe fan af at vi bruger og behandler vores krop som den biologisk er designet til.

Og den er ikke biologisk designet til at træne, men derimod at bevæge sig. Der er intet galt i at ville træne, eller ligefrem elske at træne. Men vi er kun nødt til det, fordi vi bevæger os for lidt eller ensidigt (og spiser for meget).

Den er heller ikke beregnet til at være på kur, da det er fuldstændigt naturstridigt. Men vores urhjerne ser al den her mad, og siger (nærmest råber): ”SPIS! Vi ved ikke hvornår der er noget igen”. Og så kæmper vi mod vores natur, og finder på kure, kostreligioner m.m. for at holde trangen fra døren.

Jeg tror på at vi overvejende skal spise for at nære kroppen, men at der sagtens er plads til et glas rødvin eller chokolade hver dag.

Og så skal vi altså til at droppe ræset. Vores nervesystem er på overarbejde. Vi kører på med karriere, selvrealisering og informations-overload.

Dem der lider mest under det er børnene. Det er squ ikke fair.

Hvis du til sidst skal dele dit allerbedste sundhedstip – hvad er så det?

Prioriter din søvn. En frisk hjerne træffer bedre og sundere beslutninger

Tak til Tina aka Fysiomor for velovervejede og kloge tanker❤️ Vil du læse mere om Tina og det, hun tilbyder så følg med på Fysiomor.dk eller Deltemavemuskler.dk

Flere tips til mere sundhed i hverdagen er på vej – og kan du ikke vente, så kig i min oversigt over Sundhed i hverdagen 2017 og se, om ikke nogle af de skønne kvinder dér kan inspirere dig

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.