Helstegt kylling med rodfrugter

Helstegt kylling med rodfrugter

SÅ blev det endelig forår. Med solen, varmen og lyset dukker også forårets udvalg af friske, sprøde blade og fine former for grønt op. Gør plads til det nye ved at tømme grøntsagsskuffen og andre lagre for de sidste rodfrugter. Smid dem i en stegeso, Rømertopf eller støbejernsgryde med låg og lav en omgang helstegt kylling med rodfrugter.

Jeg bruger en støbejernsgryde, der kan gå i ovnen. Det er smart, for så kan jeg brune kyllingen og bagefter komme gryden direkte i ovnen i stedet for at skifte fad. Ved at lægge låg på, bliver maden dampet mør imens saften og alle de gode aromaer bevares. Bruger du en Römertopf af ler, skal den stilles i koldt vand i en halv time før brug (også låget).

Retten står og passer sig selv i ovnen og så skal du bare overveje, om du vil drikke et køligt glas hvidvin, kir eller den for mig så uforståeligt hypede Aperol Spritz imens du venter på at maden bliver færdig.

Det skal du bruge

  • 1 hel kylling (ca. 1.200 g)
  • 1 håndfuld persille
  • Salt og peber
  • 1 usprøjtet citron
  • 2 kg blandede rodfrugter (f.eks. kartofler, gulerødder, rødbeder og pastinakker)
  • 3 fed hvidløg
  • 40 g smør
  • 6 kviste timian
  • 1 dl hvidvin eller hvidvinseddike
  • 4 dl hønsefond

Helstegt kylling med rodfrugter opskrift nem stegeso rømertopf sund

Sådan laver du helstegt kylling med rodfrugter

Tænd ovnen på 200 grader (med mindre du bruger en Rømertopf – den skal i en kold ovn)

Rengør persillen. Skrub citronen og skær den i både

Gem halvdelen af citronbådene og gnid den anden halvdel ind i kyllingen (både ind- og udvendigt) sammen med persille, salt og peber

Skræl rodfrugterne og skær dem i grove stykker på 3-4 cm2.

Pil og halver hvidløgsfeddene

Smelt 20 g smør på en pande (gerne en støbejernspande med høje kanter, som du har et låg til). Brun kyllingen godt på alle sider i nogle minutter

Læg rodfrugter, hvidløg, timian og resten af citronbådene i panden. Hæld hvidvin og hønsefond over (eller flyt kyllingen over i en stegeso sammen med de øvrige ingredienser)

Fordel de sidste 20 g smør i klatter oven på kyllingen, læg låg på og sæt fadet i ovnen ca. 1,5 time (lidt længere, hvis du bruger en stegeso)

Tjek, om kyllingen er færdig ved at stikke i den. Der skal komme klar kødsaft ud

Server retten som den er eller med ekstra kartofler, ris eller brød

Vi spiste den med en ærte-avocadopure og en interimistisk mozzarellasalat

Helstegt kylling med rodfrugter opskrift nem stegeso rømertopf sund

 

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.