Seneste indlæg

  • Sund og nem gulerodssuppe

    Sund og nem gulerodssuppe
  • Lav jeres eget spiselige julelandskab

    Lav jeres eget spiselige julelandskab
  • Sprøde og luftige fiskehapsere

    Sprøde og luftige fiskehapsere
  • Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

    Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

Fem flydende forkølelsesforskrækkere

Fem flydende forkølelsesforskrækkere

Jeg kan godt lide at arbejde om aftenen. Allerhelst med et glas rødvin i hånden. Men for to måneder siden løb jeg ind i en dør og måtte reducere antallet af timer foran skærmen drastisk og droppe alkoholindtaget helt. I stedet har jeg dyrket en masse yoga og drukket uhyrlige mængder af de sunde alkoholfrie drikke, som du finder opskrifterne på i det her indlæg.

Flere af drikkene er sødet med bipollen eller agavesirup. Du kan sagtens bruge andre typer af sukker, honning eller sirup, men så skal du lige smage dig frem, i forhold til hvor kraftigt, de søder.

Jeg er især glad for bipollen, fordi den søder mildt uden at smage markant igennem. Desuden er den rig på et væld af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Du kan købe bipollen i større supermarkeder eller i helsekostbutikker, f.eks. her (reklamelink).

Agavesirup får ikke blodsukkeret til at stige lige så kraftigt som andre sukkertyper. Den kan du ligeledes få i velassorterede dagligvareforretninger eller helsekostbutikker, f.eks. her (reklamelink). Du kan desuden læse mere om forskellige sukker-former og hvordan de virker i kroppen i en udmærket artikel på Videnskab.dk, der udkom tidligere på måneden: Hvilken slags sukker er bedst?

Hjernerystet, gravid eller bare lyst til en drik med fuld smæk på sundheden og nul alkohol? Her får du fem opskrifter, der kan hjælpe dig med at holde efterårssnuen fra døren:

Hjemmelavet ingefærsodavand

Den her tillempede gingerbeer har uden tvivl været min favoritdrik denne sommer. Frisk, syrlig og supernem at lave. Den er lavet uden gær, fermentering eller andre besværligheder, som ellers også bidrager med en masse godt – men som gør projektet en hel del mere uoverskueligt.

Hjemmelavet ingefærsodavand – det skal du bruge

  • 75 g frisk ingefær (en mængde svarende til ca. 4 spsk.)
  • 1 usprøjtet citron
  • 2 tsk. bipollen eller 1 tsk. agavesirup
  • Ca. 1 liter danskvand

Sådan laver du hjemmelavet ingefærsodavand

  1. Skræl ingefæren, skær den evt. i mindre stykker og læg den i en høj skål.
  2. Hæld 1 dl vand over og brug en stavblender til at findele ingefærstykkerne.
  3. Skræl citronen – forsøg at få mindst muligt at den hvide hinde med – og læg citronskallerne ned til ingefærpulpen.
  4. Pres citronen for 2 spsk. saft og tilsæt det sammen med 1 dl vand.
  5. Dæk skålen og stil den i køleskabet 15 minutter.
  6. Sigt derefter blandingen, tilsæt bipollen eller agavesirup og voila – du har nu et ingefærkoncentrat, som kan holde sig frisk i 3-4 dage.
  7. Når du vil drikke din ingefærsodavand, så prøv dig frem ift. blandingsforholdet. Jeg bruger ca. 1 del koncentratet til 2,5 del danskvand. Det kan også være, at du gerne vil have den mere syrlig – så tilsætter du bare lidt ekstra citronsaft.

Hjemmelavet ingefærsodavand sund opskrift

Lakridsdrik

Drikken her er både sund og naturligt sød. Og så får du smagen af ouzo eller pastis helt uden tømmermændene bagefter.

Jeg kan bedst lide den kold, men du kan også bruge kogende vand og i stedet drikke den som en lakridsrodste.

Skyl en hel lakridsrod (ca. 15 cm) og dup den tør. Læg den i en kande med 1 liter vand og lad blandingen trække i køleskabet et par timer. Tag lakridsroden op og brug den eventuelt i en anden opskrift eller til at tygge på – der kan sagtens sidde flere aromastoffer.

Drik lakridsvandet som det er eller tilsæt f.eks. lidt kanel.

Opskrift lakridsdrik lakridsvand sund

Rødbedejuice

Den her kræver, at du har en juicepresser. Til gengæld kan du sagtens lave grøntsager klar til et par dage af gangen. Hvis du godt kan lide den slags forberedelser, så kan jeg anbefale dig at tjekke mit tema om Foodprepping ud).

Rødbedejuice til 2 personer – det skal du bruge

  • 400 g rødbeder
  • 2 pærer
  • En halv usprøjtet citron
  • 1-2 cm peberrod

Sådan laver du rødbedejuice

  1. Skræl eller skrub rødbederne og skær dem ud i passende stykker.
  2. Skyl pærerne og skær dem i både uden om kernehuset
  3. Skrub citronen og del den i to.
  4. Skræl peberroden og skær den i små stykker
  5. Begynd med at juice citron og peberrod og kør dernæst de øvrige ingredienser igennem maskinen.
Opskrift rødbedejuice børn

Drikken er et hit hos både store og små herhjemme.

Te med mynte og citronmelisse

God for fordøjelsen og for nervesystemet – og så trives både mynte og citronmelisse godt i de danske haver og altankasser, hvor de to typer af krydderurter blot vokser sig tættere, jo flere blade du plukker.

Brug et par kviste af hver (der skal være 10-15 blade i alt), skyl dem og læg dem i bunden af en stor kop. Du kan evt. rive nogle af bladene over, så smagsstofferne bedre frigives.

Overhæld bladene med kogende vand og lad teen trække i ca. 10 minutter. Fisk bladene op med en gaffel eller lignende.

Teen smager også dejlig kold og du kan fint lade den trække nogle timer i køleskabet. Sød den med lidt bipollen eller agavesirup, hvis du ikke bryder dig så meget om den urtede smag (som er kraftigere, når teen er kold, end når den er varm). Tilsæt evt. lidt citron når vandet er kølet ned.

Hjemmelavet Citronmelissete myntete sund opskrift

Gurkemejedrik

Til sidst kommer der en stærk, men supersund og dejlig frisk booster.

Gurkemeje farver frygteligt meget, så pas på, hvor du sætter dine fingre, når du laver den her drik.

Det skal du bruge til to store kopper gurkemejedrik

  • 20 g mandler (ca. 20 stk.)
  • 10 g frisk gurkemejerod (ca. 3 cm)
  • 1 tsk. kanel
  • En lille smule frisk, rød chili (eller 0,5 tsk. tørrede chiliflager)
  • 1 tsk. bipollen eller 0,5 tsk. agavesirup

Sådan laver du gurkemejedrik

  1. Begynd med at smutte mandlerne. Jeg plejer at lægge dem i lidt vand og give dem et opkog i mikroovnen 1-2 minutter. Det løsner hinderne.
  2. Skræl gurkemejeroden og skær den over i et par stykker.
  3. Læg mandler og gurkemejerod i en blender sammen med kanel og 4 dl vand.
  4. Vask chilien, skær et par ringe og tilsæt dem til blenderen.
  5. Blend drikken og smag den til med bipollen eller agavesirup. Tilsæt evt. også lidt ingefær eller kardemomme, hvis du vil skrue endnu højere op for spice-niveauet.

Opskrift sund gurkemeje drik

Min krop har vist aldrig været så detox’et, som den er lige for tiden (det samme kan desværre siges om min bankkonto, jf. fraværet af arbejdstimer foran skærmen). Men hold nu op, hvor jeg glæder mig til igen at kunne drikke et glas vin, se fjernsyn, arbejde på fuld power, løbe med musik i ørerne eller køre i bil uden bagefter at have behov for en lang lur…

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

2 Comments

  1. 22. september 2018 / 7:56

    Jeg må straks i køkkenet og brygge sunde drikke til min syge mand 😁
    Hvor lyder det bare spændende med ingefær sodavand 😍

    • 22. september 2018 / 13:38

      Tak😃 God fornøjelse med brygningen, jeg håber, at I kan lide resultatet. Og rigtig god bedring til Emil!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tags