Stop madspild: Sådan får du brugt de sidste æggehvider

Stop madspild: Sådan får du brugt de sidste æggehvider

Måske har du lige som jeg købt æggehvider til kransekage og/eller glasur og står nu tilbage med en halvfuld bøtte. Det er smadderærgerligt, både fordi det er træls at kassere mad og fordi æggehvider er supersunde. Men hvad bruger man æggehvider til? Jeg giver dig 12 forslag her. Kom endelig med flere idéer i kommentarfeltet!

  • Rør en hjemmelavet mayonnaise. Sådan én laves traditionelt med æggeblomme, men du kan sagtens bruge hviden i stedet. Resultatet bliver en mindre fyldig, men mere frisk mayo
  • Lav marengs eller kyskager. Pisk 3 æggehvider og 200 g sukker helt stift. Tilsæt et skvæt hvidvinseddike og evt. lidt lakridspulver, kakaopulver eller anden smagsgiver. Hæld massen i en sprøjtepose (eller en almindelig frysepose. Klip et lille hul i det ene hjørne, når posen er fuld). Sæt små kys på et stykke bagepapir og bag dem ca. 1 time ved 110 grader
  • Gør din eller ungernes havregrød mere fyldig og proteinrig ved at røre æggehvider i inden du koger den (f.eks. i mængdeforholdet 2 dl havregryn, 2 dl vand, 2 dl mælk og 2 æggehvider + lidt salt)
  • Bag en grød med bær og bananer og erstat et helt æg (eller to) med to (eller fire) æggehvider
  • Bag bananpandekager. Brug 1 banan pr. 2 æggehvider, blend det sammen og tilsæt evt. smagsgivere og fyld, f.eks. kanel, vanille, bær eller peanutbutter (lige som i de her) og bland havregryn eller mel i, til du har en konsistens som en tynd grød. Steg pandekagerne ved middel varme i kokosolie eller smør
  • Bag små, sprøde småkager. Altid inspirerende Maria Silje har f.eks. en opskrift på sukkerfri småkager med mandler og kanel. Hvis du har fået rigeligt med kanel her i julen, kan du f.eks. erstatte det med revet citronskal
  • Brug æggehviden til panering og lav dine egne kyllingenuggets, fiskefingre eller wienersnitzler (af max 1 cm høje kalveschnitzler). Dyp først i æggehvide og dernæst i f.eks. rasp, rugmel eller knust cornflakes
  • Bag kokosmakroner. Hæld 2 æggehvider, 100 g sukker, 100 g kokosmel, 1 spsk. smør og evt. lidt revet marcipan i en egnet beholder. Varm det i mikroovnen nogle minutter til massen er flydende og sammenhængende. Eller bland det i en gryde og opvarm det ved svag varme. Sæt små toppe på en bageplade med to teskeer og bag makronerne i 8-10 minutter ved 180 grader. Køl kokostoppene af og dyp derefter bunden i smeltet mørk chokolade
  • Lav proteinmuffins ved at blende 6 æggehvider, 500 g spinat, 3 revne gulerødder, 2 spsk revet parmesanost og 2 spsk fiber-HUSK. Rør blandingen med 100 g solsikkefrø, 1 tsk bagepulver og lidt salt. Fordel massen i muffinforme og bag dem ved 180 grader i 15-20 minutter
  • Bag små hasselnøddetoppe. Findel 2,5 dl hasselnødder og 80 g god mørk chokolade i en blender (eller kør det i en kaffekværn). Tilsæt 2,5 dl flormelis  Pisk 3 æggehvider til skum og vend det forsigtigt med nøddemelet. Sæt massen i toppe på et stykke bagepapir og bag dem ved 180 grader i 10-15 minutter
  • Lav bærsorbet: varm langsomt 1,5 dl vand og 100 g sukker i mikroovnen eller i en gryde og lad det koge et par minutter. Lad det køle ned imens du koger 1 dl vand og 250 g frosne bær i en anden beholder. Pres bærblandingen igennem en sigte og bland den med sukkerlagen. Pisk to æggehvider stive og vend dem i. Læg massen i en ismaskine eller frys den og rør rundt 1-2 gange i timen til sorbeten er frossen
  • Læg æggehviderne i fryseren i en egnet beholder og tag dem op, næste gang du skal bruge den til noget af det ovenstående. De kan holde sig 6 måneder i fryseren og kan sagtens piskes stive bagefter

Hvad bruger man æggehvider til Sådan får du brugt de sidste æggehvider

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

4 Comments

  1. Doris
    10. januar 2018 / 23:24

    Nyt for mig at æggehvider kan fryses 🙂
    Jeg bruger også æggehvider til pensling af boller og brød ved bagning.

    • 11. januar 2018 / 9:31

      God idé at bruge dem til pensling😃👍 nej, det er ikke så udbredt at fryse dem, og det er synd, for de holder sig fint friske i fryseren. De kan holde sig deri i et halvt års tid

  2. 6. januar 2018 / 19:23

    Lækker opskrift 🙂 Det er altså lidt smart at kunne fryse æg/æggehvidder

    • 7. januar 2018 / 21:56

      Tak Sanne, det er jeg glad for, at du synes😃 ja, det er dejligt, når råvarerne kan gemmes i fryseren👌🙌

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.