Ny inspiration med intelligente opskrifter fra Coop Mad

Ny inspiration med intelligente opskrifter fra Coop Mad

For et par uger siden læste jeg om et nyt tiltag fra onlinesupermarkedet Coop.dk Mad, hvor vi tit køber dagligvarer. De kalder det selv for intelligente opskrifter fra Coop og skriver, at du kan minimere madspild, spare penge og få ny inspiration.

Det lyder jo meget godt, så som en ganske almindelig forbruger (læs: Mine oplevelser er hverken sponsoreret af eller lavet i samarbejde med coop.dk) fyldte jeg en indkøbsvogn og afprøvede tre opskrifter.

I indlægget her skriver jeg lidt om konceptet og mine erfaringer med det. Så hvis du lige som jeg godt kunne trænge til ny inspiration i hverdagsrepertoiret eller en hjælpende hånd med måltidsplanlægningen, så læs med og bliv klogere på, om intelligente opskrifter fra Coop kunne være noget for dig.

Hvad går det ud på?

Når du er inde for at bestille mælk, bleer, bananer eller hvad du nu ellers fylder i din standard-indkøbskurv, kan du supplere med retter lavet efter de intelligente opskrifter fra Coop til f.eks. aftensmaden eller madpakkerne.

Opskrifterne kaldes intelligente, fordi der er et værktøj integreret i købssituationen, som udregner mængden af de varer, du skal bruge. Når du vælger, hvilke opskrifter, du vil lave og hvor mange personer, der skal være til, bliver de varer, som du skal bruge for at lave retterne, altså automatisk lagt i din indkøbskurv.

Hvordan virker det?

Som en del af den sædvanlige købsfunktion, er der et menupunkt, som hedder opskrifter.

Coop skriver, at de har over 4.000 opskrifter liggende. Du kan vælge imellem en lang række temaer (f.eks. hverdag, picnic og grillmad) samt filtrere på f.eks. pris, tidsforbrug og bestemte allergener. Jeg valgte børnevenligt, aftensmad og max 30 minutter. Så blev udvalget reduceret til 134 opskrifter.

Intelligente opskrifter fra coop mad inspiration måltidsplanlægning

Screendump fra hjemmesiden

Har du først købt en opskrift, kan du vælge andre retter, hvori nogle af de ingredienserne går igen. De samme grøntsager kan f.eks. sagtens bruges i en salat den ene dag og en gryderet den næste, uden at det går ud over variation i måltiderne. På den måde hjælper værktøjet dig med at bruge hele kålhovedet, posen med gulerødder eller pakken med tomater og sørger for, at du får indkøbt de rette mængder.

Klikker du på din indkøbskurv, kan du se, hvilke varer, systemet har lagt i kurven for at du kan lave dine opskrifter. Du kan her vælge, om du vil prioritere mindre madspild, økologi eller prisen højest og så justerer værktøjet din indkøbskurv derefter. Overblikket i kurven gør, at du nemt kan udskifte en vare, hvis du vil fravælge bestemte grøntsager, der ikke er et hit hjemme hos dig eller hvis du gerne vil have dobbelt så meget gratineringsost på din lasagne. Du kan også se, hvilke varer, Coop forventer, at du har på lager.

Når du så har fået leveret varerne (lige til døren) og vil lave retterne, går du via “Mit Coop.dk Mad” ind på et menupunkt, der hedder Opskrifter. Her ligger de opskrifter, du har købt eller har valgt som favoritter. Hvis du har adgang til en printer, kan kan du selvfølgelig også printe opskrifterne i stedet for at finde dem online hver gang.

Intelligente opskrifter fra coop mad inspiration måltidsplanlægning

Hvad koster det?

Det koster ikke ekstra at benytte funktionen med intelligente opskrifter. Og coop.dk MAD ligger generelt pænt i prissammenligningsundersøgelser. For mig er det deres store udvalg og gode tilbud på basisvarer som gør, at jeg foretrækker den frem for andre onlinesupermarkeder.

Der er for øvrigt fri fragt på bestillinger over 1200 kr. Dér kommer jeg hurtigt op – og hvis ikke, så fylder jeg bare bleer og vintilbud i kurven, indtil jeg når grænsen.

Min vurdering af intelligente opskrifter fra Coop Mad

Jeg valgte tre opskrifter: Wraps med rejer, avocado og ananassalsa, Rejetærte og Bondeomelet. Alle tre retter smagte dejligt og var som lovet både børnevenlige og hurtige at lave.

Til den første opskrift fjernede jeg wraps og ris fra indkøbskurven, for sådan noget har vi altid på lager (jeg hamstrer, når der er tilbud…). Og så endte jeg for øvrigt med at bruge bulgur i stedet for ris, fordi de var hurtigere at tilberede. Avocadoen var desværre stenhård, så jeg brugte peberfrugt i stedet. Desuden skulle der have været en salsa med bl.a. Tabasco-sauce, men jeg gjorde retten mere børnevenlig ved at røre lidt frisk, hakket chili med creme fraiche og serverede den ved siden af.

Vi supplerede både tærten og omeleten med makrelmadder, for der var ikke nok til, at vi alle fire (to voksne og to børn på hhv. 2 og 4 år) kunne gå mætte fra bordet. Men det ville jeg nok også have gjort, hvis jeg selv havde planlagt menuen fra bunden af.

Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få printede opskrifter leveret sammen med maden. Det gjorde jeg ikke, men de er nemme at finde på hjemmesiden. Jeg bryder mig ikke om at stå og fedte rundt med min telefon eller anden skærm i køkkenet. På den anden side kan jeg godt se det ressourcetunge i, hvis Coop skulle printe og sende alle opskrifter. Ikke desto mindre var det et irritationsmoment.

I bestræbelserne på at gøre opskrifterne simple er der misset et par trin eller forklaringer. Jeg måtte nogle steder gætte mig lidt frem til fremgangsmåden. Men al maden smagte skønt.

+

  • Nem måde at få variation ind i måltiderne og ny inspiration til repertoiret på
  • Du behøver ikke selv at tænke over, om du har husket at vælge alle de ingredienser, du skal bruge til en bestemt ret
  • Smart at konceptet er en integreret del af de øvrige dagligvareindkøb
  • Platformen er nem og brugervenlig
  • Søgning på f.eks. kategorier, temaer eller bestemte ingredienser fungerer fint
  • Opskrifterne er simple
  • Retterne er et godt udgangspunkt til hverdagsmåltider, som du hurtigt kan supplere med f.eks. gnavegrønt og et par rugbrødsmadder

÷

  • Opskrifterne er ikke altid helt nemme at forstå
  • Besværligt at lave afmålte opskrifter fra en hjemmeside, når man står i køkkenet med fedtede hænder
  • Jeg fik leveret avocado, som absolut ikke var moden. Det er lidt ærgerligt, når nu idéen var, at jeg skulle have brugt den samme dag
  • Uoverskueligt mange opskrifter. Alternativet er, at man kan købe måltidskasser, men jeg kunne alligevel godt ønske mig, at Coop kom med forslag til en madplan ud fra de intelligente opskrifter (og også f.eks. ud fra ugens tilbud), som jeg så selv kunne redigere i

Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har gjort brug af de intelligente opskrifter fra Coop madunivers. Konceptet lever op til sin ambition om at gøre det nemmere at måltidsplanlægge. For mig betyder det bl.a. færre fejlindkøb, mindre madspild og færre frustrationer over, hvordan søren jeg skal nå at planlægge, indkøbe, tilberede og servere sund og varieret aftensmad for min familie.

Næste gang vil jeg vælge nogle af de retter, der tager lidt længere tid at lave. F.eks. lyder deres Kalvecuvette med grilletsommergrønt enormt lækker og en cheesecake med blåbær bliver en vel del nemmere at overskue, hvis jeg ved, at der er sørget for, at alle ingredienserne er på plads i køkkenet.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

4 Comments

  1. Louise
    30. maj 2018 / 19:23

    Lyder spændende – det måjeg prøve😄

  2. 30. maj 2018 / 8:37

    Hej Mad Til Mor,
    Fint fint indlæg.
    Jeg har selv brugt servicen og det virker for mig.
    Jeg bruger nogle af opskrifterne til når vi afholder vinsmagning.
    Mick

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.