Kokosmuffins med sorte bønner og cremet frosting

Kokosmuffins med sorte bønner og cremet frosting

I dag er Kristian afsted på en polterabend, så ungerne og jeg har hygget os med et par køkkenprojekter. Bl.a. har vi bagt en portion fyldige, kompakte og fugtige kokosmuffins med sorte bønner. Nu har jeg pacificeret børnene med Thomas Tog og sneget mig til at skrive blogindlæg. Imens sidder jeg og lægger planer for, hvordan jeg kan liste ud i køkkenet og snuppe en kage mere uden at kompromitere min egen opdragelse. “Kun én kage. Vi skal også have appetit til aftensmaden. Så er der også til i morgen. Far vil jo gerne smage vores lækkerier” og den slags.

Hvis du ikke har prøvet at bage med sorte bønner før så frygt ej: Man kan ikke smage dem direkte, men de fremhæver kakaoens chokoladesmag, og de to typer bønner klæder hinanden rigtig godt. Samtidig bliver kagerne lidt sundere, fordi jeg her har erstattet mel og smør med bønner, havregryn, kokosmel og ekstra æg. De sparede kalorier har jeg i denne version kompenseret for ved at smøre en toplækker, cremet og fuldfed frosting på toppen. Men det kan du jo gøre som du vil – kagerne smager også glimrende som de er eller med en standard glasur ovenpå.

Har du mere lyst til en klassisk, svampet muffin, så prøv f.eks. mine yndlingsjordbær-rabarbermuffinsMuffins opskrift

Kokosmuffins med sorte bønner – det skal du bruge til ca. 16 stk.

  • 1 dåse sorte bønner (drænet vægt: ca. 240g)
  • 6 æg
  • 1 dl smagsneutral olie
  • 125 g sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 5 spsk kakaopulver
  • 50 g grofthakket mørk chokolade
  • 75 g kokosmel
  • 0,5 tsk salt
  • 3 dl havregryn

Desuden: ca. 16 muffinsforme

Kokosmuffins med sorte bønner

Cremet frosting – det skal du bruge

  • 160 g flødeost
  • 100 g blødt smør
  • 3 spsk kakaopulver
  • 5-6 spsk flormelis
  • lidt friskpresset citronsaft

Kokosmuffins opskrift

Kokosmuffins med sorte bønner – sådan gør du

Tænd ovnen på 185 grader (alm ovn)

Lad bønnerne dryppe af i en sigte og læg dem i en skål med høje kanter. Tilsæt æg og olie

Brug en stavblender og blend indtil massen er jævn

Rør de øvrige ingredienser sammen i en anden skål og vend dem sammen med den blendede blanding

Juster evt. konsistensen med ekstra havregryn, hvis den er for flydende eller med lidt vand eller olie, hvis den er for tyk. Massen skal være lækker cremet men ikke for tyk

Fordel dejen i 16 muffinsforme, ca. 2 spsk. i hver

Muffins med sorte bønner

Bag kagerne ved 185 grader i ca. 15 minutter og lad dem afkøle på en bagerist

Kokosmuffins med sorte bønner

Bland ingrediensene til frostingen godt sammen

Smag til med flormelis og citronsaft indtil smagen er som du ønsker

Fordel den cremede frosting den på de afkølede muffins

Frosting Kokosmuffins med sorte bønner

Vi spiste de færdige muffins med det, der nok er de sidste krampetrækninger af årets danske jordbær. Jeg tror dog, at sæsonens øvrige bær (især de mere aromatiske f.eks. multebær og brombær) vil passe rigtig godt hertil. Desuden kan jeg huske, at jeg på et tidspunkt hørte Lene Rode anbefale at bruge lakridspulver i black beans muffins. Det må jeg prøve næste gang.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *