Kostpsykologen Anne Mette: tarmsundhed, alenetid og hjemmelavet fond

Kostpsykologen Anne Mette: tarmsundhed, alenetid og hjemmelavet fond

I denne måned er det Kostpsykologen Anne Mette, som svarer på mine spørgsmål om sundhed i hverdagen.

Anne Mette er autoriseret psykolog og er især optaget af, hvordan den mad vi spiser, påvirker os. Jeg synes at hendes helhedsorienterede tilgang til sundhed er interessant og havde derfor lyst til at høre mere om, hvordan Anne Mette mener, at vi kan blive sundere i hverdagen.

Nedenfor kan du læse hendes svar. Det handler bl.a. om at blæse på de officielle kostråd, om sammenhængen mellem tarmsundhed og sindet og om opmærksomhed på de oversete brikker i sundhedspuslespillet. Du kan også få hendes allerbedste sundhedstip, som samtidig også er et skønhedstip og et madtip.

Kostpsykologen Anne Mette om Sundhed i hverdagen

  • Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og dit forhold til sundhed?

Jeg hedder Anne Mette Hvidtfeldt Ravnmark. Jeg er gift med Rasmus og mor til vores lille krudtugle Augusta på to år.

Til hverdag er jeg selvstændig psykolog og ser klienter i privat praksis fire dage om ugen. Om onsdagen læser jeg til kostvejleder – det foregår på distance, da jeg læser på Paleo-instituttet i Stockholm. Jeg er næsten færdig og så venter næste uddannelse til GAPS-behandler til efteråret.

GAPS står for Gut and Psychology Syndrome og er min store interesse. Jeg oplever nemlig at mange klienter, der kæmper med deres sind også kæmper med deres fordøjelse. Dem vil jeg gerne kunne hjælpe endnu bedre – og meget gerne på en helhedsorienteret måde!

Sammenhængen mellem tarmsundhed og det menneskelige sind blogger jeg om på kostpsykologen.dk. Her deler jeg opskrifter uden mælk, sukker og gluten og skriver indlæg om alt det, der nærer os. Jeg drømmer om at udvide mit online univers til også at omfatte onlineprodukter på et tidspunkt. På den måde vil mennesker, der fx ikke har råd eller tid til et psykologforløb få holistisk hjælp når det passer dem.

Med holistisk hjælp mener jeg forløb, hvor der både kigges på bevægelse, kost, personlige værdier og hvordan vi kan komme fri af styrende tanker og følelser.

De mennesker jeg har tæt på mig vil med garanti sige, at jeg går enormt meget op i sundhed. Og det er sandt. Særligt når det kommer til nærende mad, der gør noget godt for menneskekroppen.

  • Hvis penge slet ikke var et issue – er der så nogle sundhedsfremmende aktiviteter, du ville prioriterer højere, end du gør nu?

Så ville jeg tage på yoga- eller meditations-retreat. Og gøre det jævnligt. Jeg er meget optaget af mad og hvad den gør ved os, men også fuldt ud klar over at kosten kun er én brik (en ofte overset én) i sundhedspuslespillet.

Kostpsykologen Anne Mette Sundhed i hverdagen sunde tips

  • Er der nogle sundhedsråd, trends eller tendenser, som du med fuldt overlæg blæser på?

De officielle kostråd og kostpyramiden blæser jeg på.

Da jeg for ca. 5 år siden læste videnskabsjournalisten Tor Nørretranders bog “Menneskeføde”, blev jeg enormt overrasket. Jeg lærte nemlig at kostpyramiden ikke som udgangspunkt er udviklet med hensyn til sundhed. Derimod handler kostpyramiden om at vise, hvad der er sundest blandt de billige varer – og derfor er den store bund med gryn og stivelse ikke det sundeste valg, men det billigste.

Kostpyramiden er, i mine øjne, også helt OFF fordi der ikke findesén bestemt kost, som er god for alle mennesker, på alle tidspunkter i deres liv.

Jeg tror på, at det eneste, der er fælles, er, at alle mennesker har godt af nærende mad, der er lavet fra bunden af gode økologiske råvarer.

  • Har du nogle vaner eller tilbøjeligheder, som giver dig dårlig samvittighed?

Når min dårlige samvittighed skruer op for styrken, så handler det ofte om mit behov for alenetid. Jeg stornyder nemlig at være i mit eget selskab og jeg har også brug for det. Det er nemlig den måde jeg bedst lader op på. Dét behov bliver ofte udfordret med en familie, jeg også gerne vil være sammen med.

Jeg øver mig i at se min alenetid som en investering, der også kommer dem til gode.

  • Har du nogle bud på, hvordan vi bedst kan forbedre danskernes generelle sundhedstilstand?

Jeg tror, at det vil gøre en stor forskel, at vi begynder at prioritere at spise mad, der faktisk er mad. God, hjemmelavet mad af ordentlige råvarer.

Min oplevelse er, at mange mennesker bruger meget få penge på mad – og det er problematisk fordi kvaliteten ofte er derefter. En pose pasta koster fx ikke alverden i forhold til hvad økologiske grøntsager koster. Og grøntsagerne leverer en helt anden næring end pastaen gør.

Mad er meget mere end brændstof, og jeg håber at opfattelsen af ”kalorier ind, kalorier ud” snart træder i baggrunden. Mad er i langt højere grad byggesten og informationtil vores menneskekroppe.

  • Hvad er dit bedste råd til at få proppet lidt sundhed ind i en travl hverdag?

Netop de travle hverdage, er nok den vigtigste grund til at mange mennesker ikke får lavet mad fra bunden.

Foodprepping har jeg stiftet bekendtskab med inden for det sidste års tid og det kan være en måde at få proppet mere sundhed ind i en travl hverdag.

Det handler om at bruge 1-2 timer i weekenden på at få preppet (forberedt) grøntsager og lavet noget mad, der er nemt og hurtigt at varme i hverdagene. Ret genialt og noget man fint kan gøre sammen som familie, hvor den ene steger frikadeller mens den anden skræller gulerødder.

  • Hvis du til sidst skal dele dit allerbedste sundhedstip – hvad er så det?

Jeg har to og kan ikke vælge 😀

Mit ene sundhedstip er at holde blodsukkeret stabilt, fordi det gør noget virkelig godt for både vores energi, vores hormoner og humør. Jeg mærker selv en klar forskel på mit velbefindende, når jeg starter dagen med æg og avocado i stedet for havregrød.

Mit andet sundhedstip er, at begynde at koge sin egen bouillon og fond. Det er både et sundhedstip, et skønhedstip og et madlavningstip, fordi fond er ualmindeligt nærende for vores krop, giver en meget blød og smuk hud over tid – og får maden til at smage fantastisk.  Generelt spiser vi danskere alt for meget rent muskelkød (hakkekød, stege og bøffer) og går derfor glip af den gode næring og de gode vitaminer og mineraler, der er i marv og knogler.

Guide til at koge fond kan findes på min hjemmeside: Opskrift på nærende og langtidskogt fond.

Hjemmelavet fond opskrift Kostpsykologen Anne Mette

Billede fra Kostpsykologen.dk

1.000 tak, Anne Mette, fordi du havde lyst til at dele dine tanker og råd.

Du kan følge Anne Mette på hjemmesiden Kostpsykologen.dk eller på hendes Instagramprofil.

Indlægget her er det foreløbigt sidste i min serie om Sundhed i hverdagen. Snart starter jeg en ny serie, som jeg glæder mig meget til at søsætte. Det kommer til at handle om en masse skønne madbloggeres yndlingsingredienser. Men mere om det en anden gang.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.