Seneste indlæg

  • Sund og nem gulerodssuppe

    Sund og nem gulerodssuppe
  • Lav jeres eget spiselige julelandskab

    Lav jeres eget spiselige julelandskab
  • Sprøde og luftige fiskehapsere

    Sprøde og luftige fiskehapsere
  • Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

    Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

Månedens gæsteblogger i serien Mig og min yndlingsingrediens er Emilie fra Valbylille. Hun har valgt at skrive om en vaskeægte hverdagshelt og deler en opskrift på saftige luciaboller med gulerod. Svenskerne spiser traditionelt luciabrødene på Luciadag den 13. december, men mon ikke at opskriften her holder på andre tidspunkter af året også? Det gør guleroden i hver fald.


Gode, gamle gulerod

Hvis Line havde vidst, hvor presset jeg ville blive over at blive spurgt til min yndlingsingrediens, havde hun nok pænt sprunget mig over og driblet videre til den næste blogger. Jeg har altid villet have hele paletten med, og har aldrig lært at vælge fra. Hvordan skal man vælge en yndlingsfarve, når man vil have hele regnbuen. Hvordan vælge en bedste ven, når man ikke vil undvære én eneste i flokken? Og så en yndlingsingrediens? Jamen jeg vil jo have det hele: kanel til jul, æbler om efteråret, jordbær i juni, spidskommen i februar og pasta hver eneste fredag. Der er så mange fantastiske ingredienser, som ville blive valgt fra ved at udpege en enkelt til yndling.

Så jeg endte med at vælge en gulerod. Et ret kedeligt, men dog ærligt valg. “Gode, gamle gulerod” som min fransklærer altid sagde, når der igen var en, der havde udtalt g’et forkert.

Jeg har valgt guleroden, fordi den altid er med mig. Hver morgen skræller jeg gulerødder til min og min datters madpakker. Hun får sin i stave, og min gulerod bliver blandet i en salat. Til sidst skræller jeg en ekstra gulerod, som min søn spiser på cyklen på vej til børnehave – som en lille forret til den lune grød, der venter ham derhenne. Jeg køber 2-3 kg gulerødder hver uge 11 måneder om året. Den sidste måned er i foråret, hvor det er umuligt at få fat i danske gulerødder. Den måned undværer – og savner – jeg mine gulerødder.

Jeg har aldrig opfattet guleroden som noget særligt, og det er faktisk ikke helt fair. Dengang jeg gik til eksamener, spiste jeg altid gulerødder for at dulme nerverne den sidste halve time, før det gik løs. De pletter ikke på tøjet, og sætter sig ikke fast i fortænderne. Man kan faktisk altid regne med en gulerod.

Da jeg skulle vælge en yndlingsingrediens, var guleroden dog langt væk i tankerne. Jeg bruger den sjældent som ingrediens. Jeg spiser den bare. Hver dag. 11 måneder om året. Det er da alligevel lidt yndlings.

Jeg ville egentlig have valgt noget mere eksotisk. Noget som kan pifte enhver ret op eller som kan tilberedes på mange måder. Sådan har jeg aldrig tænkt om guleroden. Det var først, da jeg stod med stavblenderen i kartoffelsuppen, at det gik op for mig, at jeg alene kommer gulerødder i suppen for at give den en appetitlig glød.

Og så skammede jeg mig lidt. Selvom jeg spiser gulerødder hver dag, har jeg alligevel formået at overse den. Den kan tilberedes på så mange forskelige måder, den fåes i de smukkeste farver, og den kan gøre en 4-årige dreng lykkelig en råkold morgen kl. 7.

Gode, gamle gulerod.

Som en lille hyldest til den oversete gulerod, har jeg lavet en opskrift på bløde og lækre luciaboller, som er ekstra saftige og ekstra gule takket været et par gode gamle gulerødder.

Tak for udfordringen, Line!

Gulerødder sunde opskrift boller

Opskrift på luciaboller med gulerod

Det skal du bruge

  • 250 g gulerødder, skrællet
  • 80 g smeltet smør
  • 2,5 dl mælk, lunet
  • 25 g gær
  • 0,5 g safran (pulver)
  • 1 tsk salt
  • 50 g rørsukker
  • 1 æg + 1 æg til pensling
  • 650 g hvedemel
  • evt. korender eller rosiner

Sådan bager du luciaboller med gulerod

  1. Kog gulerødderne møre, damp dem tørre, og blend dem til mos. Lad mosen køle.
  2. Rør gæren ud i den lune mælk og tilsæt smørret. Rør derefter den afkølede gulerodsmos i. Tilsæt safran, salt, sukker og ægget og rør det sammen. Rør melet i dejen lidt ad gangen, til dejen er fast nok til at arbejde med. Pas på ikke at tilsætte for meget mel. Dejen skal være let og luftig.
  3. Ælt dejen sammen med hurtige, lette håndbevægelser på et meldrysset bord, og form den til en kugle. Lad den hæve 30 minutter i en skål dækket med et fugtigt klæde.
  4. Form dejen til ca. 15 boller eller s-formede luciabrød og pynt gerne med rosiner. Lad brødene efterhæve 30 minutter på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl dem, og bag dem ca. 10 minutter ved 220 grader. Lad dem køle af på en rist, og spis dem lune med smør.

Saftige luciaboller med gulerod opskrift


Du kan se mange flere lækre opskrifter fra Emilies hånd på bloggen Valbylille eller på hendes Instagramprofil. Der er desuden rejseguides og anbefalinger til hverdagslivet med børn.

Jeg er også glad for gulerødder og delte så sent som i sidste uge en opskrift på tærte med porrer og gulerødder. Jeg bruger dem også i f.eks. bygotto og linsegryde. Lige som Emilie har jeg nok tendens til at tage guleroden for givet på trods af, at jeg spiser den hver dag. Så tak Emilie – både på mine egne og på de oversete hverdagshelte gulerødders vegne!

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tags