Nemt groft valnøddebrød til ost, salat eller suppe

Nemt groft valnøddebrød til ost, salat eller suppe

Valnødder giver en dyb, rund og virkelig lækker smag, når det bruges i bagværk. Her får du opskriften på et nemt groft valnøddebrød, som jeg ofte bager herhjemme. Jeg er vild med det, fordi der er masser af smag i, skorpen er sprød og det indre er luftigt og svampet. Samtidig er det tilpas kompakt og groft, fordi der er fuldkornsmel og knækkede hvedekerner i.

Brødet smager lækkert som det er eller med en skive ost (f.eks. blåskimmel eller lagret ost, som spiller ekstra godt sammen med valnøddesmagen). Du kan også bruge det som ledsager til f.eks. en salat eller en suppe.

Jeg lader dejen forhæve ad to omgange. Årsagen til dette var egentlig i første omgang, at jeg en dag, hvor jeg bagte brødet, havde glemt at sætte hvedekernerne i blød. Brødet blev vildt lækkert, så nu bilder jeg mig ind, at de to gange hævning er med til at fremme og udvikle brødets lækre smag og skønne krumme.

Du kan også lade det langtidshæve. Brug da i stedet en lille klump gær, drop den første forhævning og lad dejen hæve et køligt sted natten over.

Det skal du bruge – til 3 store brød

  • 3 dl vand
  • 1 dl skyr (eller et andet syrnet mælkeprodukt, f.eks. A38)
  • 25 g gær
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk sukker eller honning
  • 1 spsk olie
  • 200 g fuldkornsmel
  • 150 g valnødder
  • 550-600 g hvedemel
  • 50 g knækkede hvedekerner
  • Æg til pensling

Nemt groft valnøddebrød, opskrift, bagværk, hjemmebag, sundt brød, madbrød

Nemt groft valnøddebrød – sådan gør du

Kog 1,5 dl vand og rør det sammen med resten af vandet og skyr

Lad blandingen blive lillefingervarm og udrør så gæren heri

Tilsæt salt, sukker og olie

Rør dernæst fuldkornsmel, grofthakkede valnødder og ca. 3/4 af hvedemelet i

Ælt dejen godt igennem, tildæk skålen og stil den til hævning et lunt sted i en halv times tid

Hæld 1 dl kogende vand over hvedekernerne og lad dem trække imens dejen hæver

Nemt groft valnøddebrød, opskrift, bagværk, hjemmebag, sundt brød, madbrød

Bland hvedekernerne i dejen sammen med resten af hvedemelet. Hold dog lidt igen med melet – dejen skal kun lige være fast og slippe skålens kanter

Lad dejen hæve i yderligere en time

Form tre aflange brød. Klip eller skær dem i toppen og pensl med æg. Du kan drysse f.eks. sesamfrø eller knuste valnødder ovenpå

Nemt groft valnøddebrød, opskrift, bagværk, hjemmebag, sundt brød, madbrød

Lad brødene efterhæve i en halv time imens ovnen varmer op til 210 grader (alm ovn)

Bag brødene i ca. 30-35 minutter til de lyder hule, når du banker i bunden af dem

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *