Gæsteblogger: Randi fra Corporatemor.dk om work-life balance

Gæsteblogger: Randi fra Corporatemor.dk om work-life balance

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg i foråret sagde mit job op for i stedet at kaste mig ud i en tilværelse som studerende (fagjournalistik) og freelancer. Jeg syntes ikke, at job-hjem kabalen gik op hjemme i vores småbørnsfamilie, kunne ikke finde en ordentlig work-life balance og havde desuden brug for at blive nulstillet og (gen)overveje prioriteringer og mål her i livet.

Personlig udvikling er ikke et emne, der fylder meget her på bloggen. Men for tiden gør jeg mig rigtig mange tanker om, hvordan man kan jonglere en tilværelse med karriere, kærlighed, børn, huslige forpligtelser og alt det andet. Og ud fra mængden af henvendelser og kommentarer omkring mit valg, kan jeg se, at det også er noget, der optager mange af jer, der læser med.

Derfor har jeg lyst til at give ordet til forskellige kvinder, som fortæller om deres erfaringer med at få hele work-life balancen til at gå op i en højere enhed. At blive inspireret af, hvordan andre får en hverdag til at hænge sammen. Igennem mit bloggerfællesskab Bloggers By Heart, kender jeg Randi fra  Corporatemor.dk. Hun skriver til karrierekvinder, der vil have det hele og har heldigvis sagt ja til at dele nogle tips til en vellykket work-life balance. Du kan følge Randi på hendes blog, på Facebook og på Instagram og læse en masse guldkorn i det følgende gæstebloggerindlæg

Gode tips til work-life balance

work-life balance, corporatemor, job hjem kabale, karrierekvinde, karrieremor

Mit navn er Randi, og jeg blogger normalt på Corporatemor.dk, hvor jeg skriver om og til karrieremødre, og andre karriereinteressede kvinder. I dag har jeg fået lov til at gæsteblogge her hos Line.

Jeg er mor til 2 dejlige drenge, nogens kæreste og veninde, blogger, foodie, bestyrelsesmedlem, og ambitiøs erhvervsjurist. Jeg er et karrieremenneske, som har mange planer for min fremtid på arbejdsmarkedet. Jeg har absolut ikke fundet nogen vidunder formel til at få det hele til at gå op, men jeg vil alligevel komme med mit bedste råd herunder. Måske kan netop du blive inspireret af min måde at gøre tingene på.

Mit allerbedste råd til alle børnefamilier (og andre i øvrigt) er ”Planlæg dig ud af det!”.

Man hører ofte at man som mor bliver familiens projektleder. Det er ikke helt forkert, selvom både jeg og andre mødre i min omgangskreds, gerne vil bringe far i spil også. Uanset om det bliver far eller mor som skal være projektlederen, så må man endelig ikke underkende værdien af planlægning.  Og ja, det er usexet og føles ganske forfærdeligt i starten, fordi du har været vant til at gøre som du har lyst, når du har lyst til det. Men efter et stykke tid, så lover jeg at du vil sætte pris på madplaner og faste rutiner, for det gør dine børn.

work-life balance, planlægning, corporatemor, job hjem kabale, karrierekvinde, karrieremor

Derfor er mit gode råd at planlægge dig ud af så meget som muligt:

Rengøring

Betal dig fra det sure slid, som tager tiden fra de ting du synes er vigtige (eller fra din lur i weekenden). Jeg har selv en rengøringshjælp hver 14 dag som rengør i dybden, så jeg kan nøjes med at tage støvsugeren på en hurtig tur, den uge hvor rengøringen ikke er her. Du kan endda trække omkostningen fra på din selvangivelsen, så det føles lidt som at vinde i lotto.

Madplaner og indkøb

Madplaner er en rigtig god måde at undgå det daglige stress moment nede i Netto kl 16.30, hvor du og dit afkom sammen skal finde på en dejlig nærende og hurtig menu til aftensmad. Jeg laver som regel min madplan i weekenden, og udfylder den så mandag – fredags menuen som minimum er fastlagt. Derefter logger jeg på nemlig.com eller Coops netbutik, og fylder det jeg skal bruge ned i kurven. Så kommer der en flink m/k med en stor bunke varer, og jeg slipper for at bruge min tid i en butik. Og husk endelig madpakkerne, når du er i gang med at bestille.

work-life balance, corporatemor, madplan, job hjem kabale, karrierekvinde, karrieremor

Brug dine aftener fornuftigt

Indrømmet jeg vil også helst ligge med benene oppe i sofaen, og netshoppe eller stene lidt blogs. Men der er altså mange fordele ved at bruge 30 min ekstra på at forberede morgendagen. Madpakkerne bliver ikke sjovere af at blive lavet om morgenen, nærmest tværtimod, så dem kan du med fordel få lavet om aftenen. Find tøj frem til dig selv og børnene, så er det overstået, og du slipper for tøjkriser om morgenen. Dæk morgenbordet – sætte tallerkener, bestik og glas frem, for at spare et par minutter om morgenen. I spiser alligevel altid det samme om morgenen, så du ved præcist hvad der skal stilles frem.

Og ja, planlægning kan føles som et fuldtidsjob, og gøre spontane mennesker helt triste. Men du undgår nogle kampe og frustrationer, og kan i stedet være bare lidt mere overskudsagtig med dine børn, og på dit arbejde. Det virker rigtig godt for mig, og jeg håber at du kan bruge mine erfaringer.

Jeg har skrevet mere om work-life balance og andre aspekter for arbejdende kvinder ovre på corporatemor.dk, så der er du mere end velkommen til at deltage i debatten.

work-life balance, corporatemor, job hjem kabale, karrierekvinde, karrieremor

1.000 tak til Randi fra Corporatemor.dk for dette gæsteskriv.

Har du sagt fra over for hamsterhjulet? Fundet en alternativ måde at få enderne til at mødes på? Er der et særligt fif eller nogle gode råd, der har fungeret hjemme hos dig? Sidder du derude og har lyst til at dele dine erfaringer med at få job-hjem kabalen til at gå op, vil jeg meget gerne høre fra dig. Skriv til mig på madtilmor@gmail.com

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *