Seamore I sea Bacon og Pasta anmeldelse + opskrift

Seamore I sea Bacon og Pasta anmeldelse + opskrift

Sponsoreret indhold

Jeg fik for et stykke tid siden tilsendt en pose med Seamore I sea Bacon og I sea Pasta. Det er to nye økologiske tangprodukter, som ikke er forarbejdede, men består af 100 % tang. Nul tilsætningsstoffer eller smagsforstærkere.

Eftersom tangplanter indeholder mange af de gode stoffer, som vi får fra fisk (f.eks. jern, magnesium, calcium og fosfor samt A-, B-, C- og E-vitaminer), men ikke optager tungmetaller fra havet, synes jeg umiddelbart, at det lød som et par fantastiske produkter. Ydermere er det en kalorielet og bæredygtig spise. Nogle typer tang indeholder dog så store mængder af næringsstoffer (typisk jod, cadmium og uorganisk arsen), at det er nødvendigt at være påpasselig med, hvor meget man spiser. Palmaria palmate (søltang), som bruges i I sea Bacon er blandt de arter, som Fødevarestyrelsen anbefaler at være varsom med. Så det bør man altså ikke indtage i ubegrænsede mængder. Til gengæld er arten særlig rig på fibre, A-vitamin og jern.

Så langt så godt, men hvordan tilbereder man tang-pasta og tang-bacon, hvad smager det af og fungerer det i en småbørnsfamilie? Nedenfor kan du læse om mine oplevelser med produkterne og få en opskrift på kikærtegryde med I Sea Bacon

Seamore I sea Bacon og Pasta – min oplevelse

I sea Pasta ligner traditionel tagliatelle og kaldes også for havets spaghetti. Det kan tilberedes på forskellige måder. Lettest er det blot at koge tangen i 15-20 minutter og servere den som almindelig pasta. Dette kan jeg dog ikke anbefale, da der udvikles en markant lugt (og efterfølgende bismag) af hav. De første par minutter var det hyggeligt og en kærkommen påmindelse om ophold på havne. Men ret hurtigt blev det i højere grad en kraftig stank af tang, der hang i køkkenet længe efter. I stedet kan tangpastaen opblødes i vand i 20 minutter inden den koges. Dette gør både duft og smag markant bedre.

Tang pasta

Præmissen for forsøget med tangprodukterne har været at inkorporere dem i vores almindelige hverdagsmadlavning. Vi har spist I sea Pasta som almindelig pasta med en kødsovs over og brugt den som fyld i en tomatsuppe. Almindelig pasta udmærker sig ved at være nemt, hurtigt og billigt. Det er tang-tagliatellen ikke. Den smager fint – mildt og neutralt – men konsistensen er lidt mere fast end almindelig tagliatelle. For fast, synes jeg – den har temmelig meget bid og giver ikke samme bløde fornemmelse i munden, som traditionel pasta gør. Hvilket mine børn ikke tog godt imod. Og så tager den altså en hel del længere tid at tilberede, hvis den skarpe havlugt skal undgåes. Måske er målgruppen heller ikke småbørnsfamilier, men tangpasta bliver ikke en del af standardsortimentet herhjemme. Jeg er dog vild med idéen og håber, at den vinder udbredelse.

I sea Bacon eller Seaweed, som det også kaldes, er jeg til gengæld blevet stor fan af og jeg har selv indkøbt flere poser, efter at mit testforløb var ovre. Havde det ikke været for prisen og det ovenstående forbehold vedrørende anbefaling om begrænset indtag, spiste jeg det hver dag. Jeg skulle dog først lige lære at forstå produktet. Navnet og beskrivelsen foranledigede mig nemlig til at tro, at det ville smage af bacon – og det synes jeg ikke, at det gør. Men det smager godt. Sprødt, salt og friskt, samtidig med at det nærmest pulveriseres på tungen.

Jeg har prøvet at bruge bacontangen direkte fra posen i en salat og som suppetopping. Det synes jeg blev lidt for kedeligt, sejt og tørt. Men når tangen klippes i mindre stykker og lynsteges på en varm pande i lidt olie, er der knasende fristelser klar i løbet af et minuts tid.

Tangbacon

Du kan bruge I sea Bacon alle steder, hvor du ville bruge bacon – eller bare ønsker at tilføje maden et salt og sprødt strejf

  • oven på et spejlæg eller i en æggeomelet
  • i en kikærtegryde, som den jeg giver opskriften på nedenfor eller en anden sammenkogt ret
  • sammen med lynstegte grøntsager, f.eks. hvidløg, porre, en håndfuld broccoli eller blomkål og en luns hakket kål (tilsæt Seaweed det sidste minut)
  • i en risotto, f.eks. sammen med grønkål eller svampe
  • til salattopping
  • som tærtefyld sammen med f.eks. broccoli og tomater
  • i en kødsovs eller lasagne

Produkterne fra Seamore er ved at blive lanceret i Danmark, så de kan ikke købes ret mange steder endnu. De fås bl.a. i udvalgte helsekostforretninger og hos Med24 lige her: I Sea Bacon (vejledende pris 64,95 kr) og I Sea Pasta (vejledende pris 59,95 kr).

Opskrift: kikærtegryde med Seamore I sea Bacon

Jeg deler her opskriften på en kikærteret, som er temmelig standard for en hverdagsaften herhjemme. Jeg topper den ofte med parmesan eller lufttørret skinke ved servering. I stedet har jeg her brugt I tangbacon, hvilket giver en skøn røget og salt afrunding af smagen

Det skal du bruge – kikærtegryde med Seamore I sea Bacon til 4-6 personer

  • 4 dl kogte kikærter eller ca. 150 g tørre
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk karry
  • 350 g blomkål
  • 450 g frossen spinat (eller frisk)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 1 dåse kokosmælk
  • 50 g I sea Bacon

Sådan gør du – kikærtegryde med Seamore I sea Bacon

Hvis du bruger rå kikærter, skal de stå i blød natten over og derefter koges i en lille time. Jeg bruger en trykkoger, så skal de kun have 15-20 minutter og man slipper for (det meste af) lugten

Tø spinaten op i en gryde eller i mikroovnen og pres overskydende væske ud af den. Hvis du bruger frisk spinat, så skyl og tør den grundigt

Pil og pres eller hak hvidløget. Svits det sammen med karry i olie et par minutter i en pande med høje kanter eller en gryde

Tilsæt blomkål, kikærter, hakkede tomater, kokosmælk og 2 dl bouillon

Lad retten småkoge i 10-15 minutter og spæd evt. til med ekstra væde

Vend spinat i og lad det simre med i de sidste par minutter

Smag evt. til med lidt sukker og citron. Husk dog, at der bliver tilføjet tangbacon og dermed salt senere

Varm en lille pande op og steg I sea Bacon herpå i lidt olie ca. 1 minut

Server kikærtegryden rygende varm med Seaweed på toppen og brød ved siden af

Seamore I Sea Bacon

 

Indlægget er markeret som sponsoreret, fordi jeg har modtaget gratis produkter fra virksomheden (1 pose I sea Pasta og 1 pose I sea Bacon). Ord og holdninger er som altid mine egne.

Indlægget indeholder desuden affiliatelinks. Det betyder, at hvis du klikker på indlægget og køber noget på siden, modtager jeg en lille procentsats af dit køb i kommission. Dette har ingen indvirkning på den pris, du skal betale.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *