Seneste indlæg

  • Sund og nem gulerodssuppe

    Sund og nem gulerodssuppe
  • Lav jeres eget spiselige julelandskab

    Lav jeres eget spiselige julelandskab
  • Sprøde og luftige fiskehapsere

    Sprøde og luftige fiskehapsere
  • Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

    Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

Squash-moussaka med squash-tzatziki. Gå amok med agurkens fætter

Squash-moussaka med squash-tzatziki. Gå amok med agurkens fætter

Squash er i sæson en måneds tid endnu. Smagen er mild, men den bidrager til madens fiberindhold og er desuden rig på betakaroten, folat og kalium. Du får altså både sundhed og mæthed for billige penge. I dag deler jeg en opskrift på en squash-moussaka og en squash-tzatziki. To retter (hvis man da kan kalde en agurkedip for en ret), der i sig selv smager skønt, men som her bliver spiffet op med squash og ekstra grøntsager.

Hakket lammekød kan du finde på frost eller hos slagteren.

Brug en færdigkøbt Mornaysauce eller lav din egen hjemmelavede ostesauce af en stor klat smør, 3 spsk. hvedemel, 5 dl mælk og 50 g ost.

Det skal du bruge

Squash-tzatziki

  • 1 squash (ca. 300 g)
  • 2 dl græsk yoghurt eller skyr
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk. friskpresset citronsaft
  • Salt og peber

Squash-moussaka

  • 1 stor squash (ca. 350 g)
  • 4-5 bagekartofler (ca. 750 g)
  • 3 mellemstore gulerødder (ca. 200 g)
  • 1 løg
  • 1 porre
  • 3 fed hvidløg
  • 1,5 spsk. olie
  • 500 g hakket lammekød
  • 1,5 spsk. tørrede krydderurter, f.eks. oregano eller timian
  • 1,5 tsk. spidskommen
  • 1,5 spsk. tomatpuré (svarer til en lille dåse)
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 spsk. vand
  • 1,5 tsk. salt
  • 0,5 tsk. peber
  • Lidt smør til formen
  • En halv liter hjemmelavet eller færdigkøbt ostesauce
  • 100 g revet ost

Squash moussaka squash tzatziki opskrift

Sådan laver du squash-tzatziki

Squash indeholder ikke lige så meget vand som agurk. Det er smart, når du bruger den til dip, for så behøver den ikke at dryppe af først.

  1. Bland græsk yoghurt med presset hvidløg og citronsaft.
  2. Skyl squashen og riv den groft.
  3. Vend squashstykkerne med yoghurtblandingen og smag til med salt og peber.

Sådan laver du squash-moussaka

  1. Tænd ovnen på 200 grader (alm. varme).
  2. Pil løg og hvidløg. Hak løget fint og pres hvidløgene.
  3. Fjern de yderste blade fra porren, halver den på langs, skyl den godt og skær den i tynde halvringe.
  4. Skræl gulerødderne og skær dem i små tern.
  5. Varm en stor gryde op og svits løg, hvidløg, porrer og gulerødder i olivenolie i 5-7 minutter, til alle stykkerne er blevet bløde, men ikke har taget farve.
  6. Tag grøntsagerne op af gryden, tilsæt lidt ny olie, spidskommen, tørrede krydderier og brun lammekødet godt deri.
  7. Læg grøntsagerne tilbage i gryden, sammen med tomatpuré, hakkede tomater, vand, salt og peber når al kødet har skiftet farve. Lad det simre i 10-15 minutter.
  8. Skræl kartoflerne og skær dem i ca. 2 mm tynde skiver. Vask squashen og skær den i ca. 5 mm skiver.
  9. Smør et stort ildfast fad og læg moussakaen sammen heri.
  10. Begynd med at lægge ca. 1/3 af kødet ud over bunden. Læg så halvdelen af kartoflerne, dernæst alle squash og så resten af kødet over. Dæk kødet med de sidste kartofler og fordel til sidst ostesaucen på toppen.
  11. Bag først fadet i 15 minutter, drys så med revet ost og bag retten færdig i ca. 40 minutter til osten er gylden og kartoflerne møre (tjek med en kniv).

Server din squash-moussakaen med en stor klat squash-tzatziki og evt. en sprød salat ved siden af.

 

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tags