Raw hapsere med dadler og ananassaft

Raw hapsere med dadler og ananassaft

Selvom disse sunde kugler af tørrede frugter ikke er helt kalorielette, er der også masser af gode ting i dem, og de er lynhurtige at lave. De er desuden raw og glutenfri, hvis man går op i den slags. Jeg laver dem ofte, hvis jeg har åbnet en dåse med ananas (f.eks. for at bruge dem på en pizza), for så er der altid rester, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Eller hvis jeg har fået købt for meget tørret frugt på tilbud. Frugtmassen kan nemlig fryses, så man altid har en lækker snack klar til servering på kort tid.

Osvald fyldte tre år 2.juledag. Efter at det var blevet fejret på behørig vis i familiens skød – både i Nordjylland og hjemme i Roskilde – var det i sidste uge børnehavens tur.

Jeg gad godt, at jeg var sådan en mor, som i den anledning kreerede en lækker fondant-beklædt kage formet som en traktor. Men den slags har jeg overhovedet ikke hverken evner eller tålmodighed til. Og det harmonerer desuden ret skidt med børnehavens “begræns-venligst-sukkeret-når-børnene-skal-dele-noget-ud”-politik.

Derfor tyede jeg i stedet til disse hapsere, som altid er et hit hos både børn og voksne. Bonus var, at Osvald selv hjalp med hælde ingredienserne i blenderen og trille kuglerne i kokosmel (efter at jeg havde desinficeret hans hænder…). Så det var en pavestolt kongekronebærende tre-årig, der delte godbidder ud til kammeraterne i børnehaven dagen efter.

Dele ud i børnehaven

Du kan bruge alle slags tørrede frugter, nødder og kerner. Mandelmel giver dem en mere karakteristisk smag, men hvis du ikke har sådan noget ved hånden, kan du sagtens bruge havregryn i stedet.

Det skal du bruge
  • 175 g tørrede dadler uden sten
  • 1 dl ananas i egen juice
  • 1 dl mandler
  • 0,5 dl hørfrø/solsikkekerner
  • 1 nip kanel
  • 2 spsk kokosmel + ekstra til drys
  • 2-3 spsk mandelmel eller havregryn

Sundt slik frugtkugler

Sådan gør du

Skær dadlerne i mindre stykker og blend dem med ananasstykkerne

Kom mandler, frø/kerner, kanel og kokosmel i og blend det hele til en ensartet masse

Smag til og juster konsistensen med ananassaften og mandelmel (eller havregryn)

Rawkugler opskrift

Tril kugler af massen, vend dem i kokosmel og opbevar dem køligt i en lufttæt beholder

Opskrift sunde raw kugler

Eller form 6 barer, vend dem i kokosmel og lad dem sætte sig i køleskabet i nogle timer inden du skærer dem i mundrette stykker

Rawbarer opskrift

Opskrift glutenfri snack

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

4 Comments

    • Line
      10. januar 2017 / 22:04

      Mange tak – og så er de vildt lette at lave😄

  1. 10. januar 2017 / 10:38

    De ser altså bare lækre ud. Og stort tillykke med Osvald, lyder som om han er blevet fejret behørigt. KH D

    • Line
      10. januar 2017 / 22:04

      Tak Dorte – de smager også rigtig godt😀 Også tak for tillykke. Ja, en tre års fødselsdag kan godt strække sig over mange arrangementer, selvom mor var så tosset at time hans fødsel med julen😆

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *