Seneste indlæg

  • Fiskeruller med rejer

    Fiskeruller med rejer
  • Min yndlingsingrediens: Maria Charlottes Surdej

    Min yndlingsingrediens: Maria Charlottes Surdej
  • Stenbiderrogn – den sunde danske kaviar

    Stenbiderrogn – den sunde danske kaviar
  • Hjemmelavede kopnudler

    Hjemmelavede kopnudler

Sundhedsguru med plads til mælkesnitter og vinke-skinke

Sundhedsguru med plads til mælkesnitter og vinke-skinke

Sundhedsguru, kalder Mie sig, når hun med udgangspunkt i både sin uddannelse, sin erhvervserfaring og sine personlige oplevelser hjælper andre til at få et mere afslappet forhold til mad, sundhed, krop og vægttab.

Mie er uddannet kostvejleder med speciale i vægttab og hun brænder for at sprede budskabet om, hvordan tanker og følelser påvirker vores forhold til mad. Selv forsøger Sundhedsguruen altid at finde noget at smile af og efterstræber balance i tingene.

Jeg er vild med at følge hende på Instagram, hvor hun både er sjov, inspirerende og livsbekræftende. I denne måned svarer hun på mine spørgsmål om Sundhed i hverdagen. Det handler bl.a. om at være sund, selvom mælkesnitter, vinke-skinke og remoulademadder er en del af hverdagen. Og om, at danskernes sundhedstilstand kan forbedres, hvis vi bliver mere afslappede i stedet for at bruge krudt på at efterstræbe urealistiske idealer.

Mie Sundhedsguru

Mie fra Sundhedsguru om sundhed i hverdagen

Vil du begynde med at fortælle lidt om dig selv og dit forhold til sundhed

Mit navn er Mie, jeg er 22 år og har altid haft en stor interesse for hvordan vores tanker og følelser hænger sammen med vores madvaner.

Vi lever i et samfund, hvor sundhed er det nye sort – og på mange måder er det jo absolut en fed ting, men det skaber også en masse forventninger og idealer at leve op til. Derfor er der rigtig mange kvinder, der har det rigtig skidt med sig selv og sin krop. Vi er gennem hele livet blevet manipuleret til en bestemt forestilling om hvordan vi skal se ud, hvad vi skal spise, hvordan vi skal leve vores liv og hvordan vi er sunde.

Jeg valgte at blive uddannet kostvejleder, så jeg kunne rode lidt ved alle de her overbevisninger, som mange kvinder render rundt med omkring det at være sund – og derfor er min mission blevet at give dem et mere afslappet forhold til mad, sundhed, krop og vægttab. Jeg ønsker brændende at hjælpe kvinder, der står i samme situation som jeg selv har gjort – hvor overvægt og tanker om ikke at være god nok fylder alt for meget.

Jeg har selv afprøvet diverse slankekure, lidt af overspisning og haft et utrolig forstyrret forhold til mad gennem mange år. Derfor har jeg et bredt kendskab til disse nævnte problematikker, hvilket jeg utrolig gerne vil vejlede andre til at slippe ud af. Mit forhold til sundhed har førhen været meget anstrengt (og forvirret), da jeg tidligere har levet under en masse forbud og regler omkring hvad jeg måtte spise og hvor meget, hvilken motionsform der var bedst og desperat talt kalorier i ønsket om at tabe mig.

I flere år har jeg arbejdet med mit forhold til mad og sundhed, og jeg er endelig nået til et punkt, hvor jeg stort set aldrig får dårlig samvittighed eller skyldfølelse. Nogle dage drikker jeg friskpresset juice og løber en god lang tur. Andre dage spiser jeg mælkesnitter og bevæger mig kun, hvis jeg skal række ud efter fjernbetjeningen. For mig er sundhed lig med balance – der skal være plads til at spise lagkage, når du er til fødselsdag og der skal være plads til vinke-skinke (underforstået overarme) og utrænede numser.

Hvornår føler du for alvor, at du har gjort noget godt for din sundhed?

Jamen hvad er sundhed? Jeg definerer sundhed ved at der er balance mellem tingene – at du er afslappet omkring det du spiser (uanset om det er salat eller jordbærtærte), at du kombinerer fysisk aktivitet med sofatid, at du er glad og trives i hverdagen og at tallet på vægten ikke fylder for meget i dit hoved. I mine øjne har jeg gjort noget godt for min sundhed, når jeg har en afslappet og behagelig tilgang til det hele og når jeg kan finde noget at smile af selvom alt ramler sammen omkring mig.

Når det hele sejler – hvad er så det sidste, du holder fast i rent sundhedsmæssigt?

Hvis det hele sejler er mit fokus på sund mad nærmest ikkeeksisterende. Hvis alt føles kaotisk og utrygt for mig ryger jeg derimod direkte tilbage i mine gamle vaner med at overspise, da det giver en vis tryghed (selvom det bagefter er pisse irriterende og kvalmende). Hvis det hele sejler prioriterer jeg altid afslapning og søvn – på de dage sover jeg gerne (hvis muligt) ligeså længe, som min krop har brug for.

 

Mie Sundhedsguru Sundhed i hverdagen

 

Hvis penge slet ikke var et issue, er der så nogle sundhedsfremmende aktiviteter, du ville prioritere højere end du gør nu?

Hvis økonomien ikke spillede nogen rolle ville jeg helt klart enten tage mere på restaurant og spise god lækker mad eller ansætte en kok, der kunne lave mad for mig et par gange om ugen. Jeg kunne godt tænke mig at få bygget mit helt eget træningslokale derhjemme, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om hverken regnvejr, blæsevejr, om tidspunktet lige er passende at træne i eller om maskinen er optaget. Derudover ville jeg prioritere at købe endnu mere (hvis muligt 100%) økologisk end jeg gør nu, så jeg kunne bidrage til endnu bedre dyrevelfærd og miljø – og så jeg kunne fylde min krop med kun det allerbedste.

Er der nogle sundhedsråd, trends eller tendenser, som du med fuldt overlæg blæser på?

Uha ja, der er nok en del, for jeg er meget imod trenden om at undgå visse fødevarer – at skabe forbud såsom ikke at spise bland-selv-slik på en tirsdag, undgå sovs og ”kulhydrater feder”. Jeg er meget imod trenden om at det er farligt at spise usundt og at man bør undgå frugt pga. indholdet af frugtsukker. Jeg blæser højt og helligt på den årlige januar-tendens, hvor størstedelen af Danmarks befolkning går på kur – fordi ivrigheden tager over, forventningerne ryger tårnhøjt op og skuffelsen er enorm.

I det hele taget er jeg ærgerlig over, at folk ikke er informerede omkring slankekure. Jeg går ikke selv synderligt meget op i sundhedsrådet om at få minimum 600 g frugt og grønt om dagen – hvis udgangspunktet er, at man slet ikke får nogen former for frugt eller grønt, er det da fantastisk hvis der kan opgraderes til bare at spise et æble om dagen!

Har du nogle vaner eller tilbøjeligheder, som giver dig dårlig samvittighed?

Det er uhyrlig sjældent at jeg decideret får dårlig samvittighed, når det kommer til hvad jeg spiser, men jeg kan godt få en anelse dårlig samvittighed over hvis jeg fx ikke får bevæget mig nok eller lavet noget i løbet af dagen. Det er dæleme sjældent at jeg på en fridag bare ligger på langs og ikke foretager mig en skid udover at se Netflix – det kan jeg slet ikke holde ud, for jeg bliver virkelig rastløs!

Hvad er dit bedste råd til at få proppet lidt sundhed ind i en travl hverdag?

Sæt dine forventninger til dig selv lidt ned. Sæt farten ned. Nyd den mad du spiser. Tag et ekstra langt varmt bad. Gør flere af de ting, der gør dig glad og skaber ro omkring dig. På den måde kan du nærmest kun overraske dig selv positivt. I stedet for at lave en lang to-do-liste og sætte overambitiøse mål som fx ”i denne uge skal jeg løbe 15 km og jeg skal ikke spise sukker”, så sæt nogle intentioner og ønsker om hvad der kunne være dejligt at få gjort, men som ikke stjæler en masse tid og energi fra resten af din hverdag. Det kunne fx være ”jeg vil blive bedre til at drikke mere vand” eller ”jeg vil prøve at spise en mindre portion aftensmad” eller noget helt andet

 

Mie Sundhedsguru Sundhed i hverdagen

 

Har du nogle bud på, hvordan vi bedst kan forbedre danskernes generelle sundhedstilstand?

Jeg tror det gør en kæmpe forskel, hvis vi italesætter og formidler at det ikke behøver være så skide perfekt det hele. Hverken vores krop/udseende, vores boligindretning, vores madindtag eller vores praktiske evner. Der er en masse idealer, vi forsøger at leve op til – vores krop/udseende, vores boligindretning, vores madvaner og vores fysiske aktivitet – alt sammen skal bugne af perfektionisme. Hvis selve idealerne blev gjort mere realistiske og tolerante end de er på nuværende tidspunkt, ville folk være meget mere afslappede og måske mere ligeglade med det.

Mange render rundt og er snotforvirrede over hvordan de skal leve op til det der sundhed, for det er sgu et indviklet begreb. Er man sund, hvis man drikker spinatsmoothie til morgenmad? Er man sund, hvis man cykler på arbejde? Er man sund, hvis man spiser en thebirkes lørdag morgen? Der er så mange illusioner og holdninger til hvad det der sundhed indebærer, og jeg tror ubevidst mange af os bruger ufattelig meget krudt på at leve op til det. Jeg er af den overbevisning at jo mere vi bliver præsenteret for en blød mave, remoulademadder og vasketøj, jo mere afslappet vil vores forhold være til det. Dét i sig selv tror jeg ville forbedre danskernes sundhedstilstand markant!

Hvis du til sidst skal dele dit allerbedste sundhedstip – hvad er så det?

Et sundhedstip, der relaterer til både motion, mad, krop, vægttab og helbred. Med fare for at lyde lidt hippie-agtig; ”nu sætter vi os alle sammen i en rundkreds og taler om tingene”, vil jeg altså vælge at trække lykkekortet og sige at mit allerbedste sundhedstip er: Find noget at smile over hver eneste dag. Det gør seriøst en kæmpe forskel, hvis du kan se lidt lettere på tingene og tage det med et smil. Derudover vil jeg råde dig til følgende: Spis hvad fanden du vil. Stræb ikke efter et bestemt tal på vægten. Sæt dine forventninger ned. Slap af og få ro på.

Således opmuntret håber jeg, at du er blevet inspireret af Mies refleksioner og perspektiver på sundhed. Du kan læse mere om Mie og følge med på hendes Instagramprofil og bloggen Sundhedsguru. Dér kan du også læse mere om de coachforløb og personlige kostplaner, som hun tilbyder. Mange tak fordi du have lyst til at dele dine tanker her på siden, Mie. Du er en sundhedsguru lige efter mit hjerte❤️😄

Hvis du, kære læser, har et forslag til, hvem jeg næste gang skal stille mine spørgsmål om sundhed i hverdagen til, så giv endelig lyd i kommentarfeltet nedenfor eller på kontakt@madtilmor.dk

Mens du venter, kan du læse de tidligere indlæg i serien her: Sundhed i Hverdagen

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tags