Svampet græskarkage med creamcheese-frosting

Svampet græskarkage med creamcheese-frosting

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, er græskar både sunde og smukke. Ud over til dekoration kan de store bær f.eks. bruges i salat, suppe og som her: i en lækker, svampet græskarkage.

Græskarret tilfører kun meget lidt smag, så der er skruet op for krydderierne. Til gengæld gør det saftige græskarkød, at kagen bliver lækker svampet og holder sig sådan i flere dage.

Jeg elsker at hive mine børn med i køkkenet for at bage. I håbet om at inspirere andre til at gøre det samme, har jeg lige udgivet en e-bog, hvori jeg har samlet 10 opskrifter på simple kager, som I kan bage sammen. Den kan du købe lige her: 10 nemme kager, som I kan lave sammen.

Græskarkagen, som du får opskriften på nedenfor, kom ikke med i bogen, fordi jeg synes, at den er for sæsonbetinget. Dels er den en rigtig efterårskage med krydderier og fyldig konsistens. Dels er græskar kun i sæson ca. 3 måneder om året (fra midt september). Desuden er ingredienslisten noget længere end for de kager, der er i bogen. Men det skal jo ikke forhindre mig i at dele opskriften her på domænet.

Nem Græskarkage med flødeost opskrift

Det skal I bruge

Til græskarkagen

  • 1 lille hokkaidogræskar
  • 150 g marcipan
  • 200 g blødt smør
  • 200 g muscovadosukker
  • 4 æg
  • 2 spsk. olie
  • 1 tsk. friskpresset citronsaft
  • 75 g valnødder, pekannødder eller hasselnødder
  • 50 g rosiner
  • 350 g hvedemel
  • 2 tsk. kanel
  • 2 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. kardemomme
  • Et nip salt
  • 2 tsk. bagepulver

Til creamcheese-frosting

  • 200 g neutral flødeost
  • 100 g blødt smør
  • 2 spsk. friskpresset citronsaft
  • 100 g flormelis
  • Revet skal fra 1 usprøjtet citron

Sund Græskarkage med frosting opskrift

Sådan laver I svampet græskarkage med creamcheese-frosting

  1. Tænd ovnen på 200 grader (almindelig varme).
  2. Del græskarret i 6-7 grove stykker, fjern kernerne (brug en isske, hvis du har sådan én) og læg det på en bageplade med bagepapir. Bag indtil kødet er mørt, det tager en lille halv time. Lad ovnen være tændt, men skru ned til 180 grader.
  3. Vent nogle minutter til græskarret af afkølet lidt og grav så det bløde kød ud. Mos kødet med en gaffel.
  4. Riv marcipanen groft (det er lettest, hvis du har lagt den køligt på forhånd) og bland det med græskarkødet.
  5. Pisk smør og sukker lyst og cremet. Pisk æggene i et ad gangen. Rør så græskar-marcipanblandingen, olie, citronsaft, grofthakkede nødder og rosiner i.
  6. Bland mel, krydderier og bagepulver i en skål og sigt det sammen med de øvrige ingredienser. Rør dejen godt sammen og hæld den i en smurt bradepande, ca. 20×30 cm.
  7. Bag kagen i ca. 45 minutter ved 180 grader.
  8. Lad kagen køle helt af, inden I smører frosting på. Rør smør og halvdelen af flormelis blødt og cremet. Tilsæt så den sidste flormelis sammen med citronsaft og flødeost og pisk det godt. Fordel creamchesse-frosting i et jævnt lag ud over kagen og drys med revet citronskal.

Har du mod på mere græskar, så se lige den her opskrift på grydestegt kalv med græskar og krydderurter, som jeg fandt hos Emilie ovre på Valbylille-bloggen. Den skal jeg helt sikkert prøve en dag, når efterårsvejret rusker udenfor.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

2 Comments

  1. 8. november 2018 / 22:08

    Oh my, det ser godt ud. Solgte min ovn i går og der går en uge, inden jeg får en ny. Det er jo selvpineri at sidde og se på den her kage, når man ikke kan bage alligevel

    • 9. november 2018 / 9:44

      Haha, jeg er ked af at friste dig😀😅 Hvis du ejer en mikroovn, så ligger der også et par opskrifter på meget lækre kager, som bages deri, her på bloggen😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.