Seneste indlæg

  • Sund og nem gulerodssuppe

    Sund og nem gulerodssuppe
  • Lav jeres eget spiselige julelandskab

    Lav jeres eget spiselige julelandskab
  • Sprøde og luftige fiskehapsere

    Sprøde og luftige fiskehapsere
  • Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

    Emilie fra Valbylille kan altid regne med guleroden

Lynhurtig tærte med porrer og gulerødder

Lynhurtig tærte med porrer og gulerødder

Der ligger efterhånden en del tærteopskrifter her på domænet. De er populære blandt jer læsere og herhjemme sætter jeg tærte på bordet flere gange om måneden. Tærtens succes skyldes nok, at den er både sund, smagfuld, nem at lave og kan fyldes med alverdens rester fra både grøntsagsskuffen og hylderne med mejeri- og kødprodukter. Et ekstra plus er, at den også smager godt kold til frokost dagen efter.

I dag deler jeg opskriften på en variant med porrer og gulerødder. Den er lynhurtig at lave, fordi jeg ikke ruller tærtedejen ud og trykker den fast i formen. I stedet fordeler jeg bare dejen ud over bunden. Når tærten bliver bagt, samler den sig. Det betyder, at tærten ikke får en fast bagkant, men du kan sagtens skære almindelige, sammenhængende stykker af den alligevel.

Det går selvfølgelig endnu hurtigere, hvis du køber en rulle færdiglavet tærtedej. Hvis du derimod foretrækker at lægge porre- og gulerodsfyldet på en klassisk, hjemmebagt tærtebund, så brug f.eks. den fra min opskrift på fuldkornstærte med laks og spinat.

Det skal du bruge

Grov tærtebund

  • 250 g grovvalsede havregryn
  • 2 æg
  • 1 tsk. salt
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1-2 spsk. vand

Porre- og gulerodsfyld

  • 2 porrer
  • 4 mellemstore gulerødder (ca. 350 g)
  • 3 æg (+ den overskydende blomme fra tærtebunden)
  • 2 dl hytteost
  • 2 dl mælk
  • 1 tsk. stødt gurkemeje
  • Salt og peber
  • 75 g revet ost

Nem sund gulerodstærte opskrift

Sådan laver du en lynhurtig tærte med porrer og gulerødder

  1. Varm ovnen op til 200 grader.
  2. Blend havregrynene.
  3. Del det ene æg i blomme og hvide. Gem blommen til fyldet.
  4. Bland æggehviden, det andet hele æg, salt, olivenolie og 1 spsk. vand med de pulveriserede havregryn.
  5. Saml dejen med en ske eller hænderne, du skal ikke ælte den. Tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis den er for tør.
  6. Læg dejen i små klumper ud i bunden af et tærtefad. Tryk dem lidt ned, så dejen ligger i et jævnt lag.
  7. Forbag tærtebunden i 10 minutter. Lav fyldet klar imens.
  8. Rengør porrerne. Halver dem på langs og skær dem i tynde halvringe. Læg dem i en gryde eller en glasskål og overhæld dem med kogende vand. Læg låg på og lad dem stå i 3 minutter. Hæld så vandet fra og lad porrerstykkerne dampe af.
  9. Skræl gulerødderne, halver dem på langs og skær dem i mindre stykker.
  10. Pisk æg, hytteost, mælk, gurkemeje, salt og peber.
  11. Fordel grøntsagerne ud over den forbagte tærtebund. Hæld æggemassen over og drys til sidst med revet ost.
  12. Skru ovnen ned til 180 grader og bag tærten i ca. 35 minutter til fyldet har sat sig.

Sun lynhurtig tærte med porre og gulerødder opskrift

Hvis du følger med på min Instagramprofil, så du måske i min story i går, at den gurkemeje, jeg brugte til tærten, havde en mindst holdbarhedsdato i 2005. Flere har skrevet til mig, at sådan noget ikke bliver for gammelt, men allerhøjest mister lidt smag. Den serviceinfo er hermed givet videre 😀 Og for øvrigt gav den ene teske, som jeg brugte i fyldet, en fin, men ikke gennemtrængende smag, foruden en flot farve.

Print Friendly, PDF & Email
Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tags